Når en meteorit stadig befinder sig i rummet, kaldes den en meteoride.
Det kan være et selvstændigt objekt, der er blevet tilovers fra dannelsen af Solen og planeterne, men kan også stamme fra sammenstød mellem større himmellegemer. Her får du et overblik over solsystemet og de processer og områder, som meteoritterne oftest stammer fra.
Solsystemet startede som en kæmpemæssig støvsky, der kollapsede under sin egen vægt og blev til en disk af roterende materiale. I midten opstod Solen. Derefter fandt resten af støvet langsomt sammen i større og større klumper, som dannede planeter, måner og asteroider. En del af klumperne er dog ikke blevet ret store og roterer videre om Solen som enlige småsten, kaldet meteorider.
Alle solsystemets planeter, måner, asteroider osv. er derfor lavet af rester fra den samme støvsky, der formede Solen. Lidt groft sagt er forskellen egentlig bare størrelsen, som du kan se herunder. Planeter er størst, og meteorider er mindst, efterfulgt af interplanetarisk støv, som er alt under 2 mm i diameter.
Tidlige barndomsminder
Nogle af meteoriderne og deres større søskende – asteroiderne – har stadig samme geologiske sammensætning, som da de blev dannet. Derfor kan man i dem se spor fra forholdene i solsystemets tidligste barndom, som ikke kan findes andre steder.
Se f.eks. et tværsnit af meteoritten herunder.: De lyse sfærer er såkaldte kondruler – de er nogle af de første fortætninger af ‘stof’ i den interplanetariske støvsky, som solsystemet er dannet af. I større himmellegemer som planeter og store asteorider bliver kondrulerne med tiden visket ud af forskellige geologiske processer. Men i små meteoritter som den på billedet, kan de få lov at forblive uberørte. De største kondruler på billedet er et par milimeter i diameter.
Asteroidebæltet
Langt de fleste asteroider og meteorider i solsystemet befinder sig i et stort bælte mellem Mars og Jupiter, der kaldes Asteroidebæltet. Man mener, at det er Jupiters enorme tyngdekraft, der har forhindret dem i at samle sig til deres egen planet, altså en planet, der ville have ligget mellem Mars og Jupiter. I stedet er de mange millioner af små og store rumsten dømt til at rotere rundt mellem de to planeter på egen hånd.
Der sker tit sammenstød mellem himmellegemerne, især i det relativt tætpakkede asteroidebælte. Hver kollision skaber mindre brudstykker, der skydes ud i en ny retning, Det kan sende brudstykkerne på kollisionskurs med nye asteroider, meteorider eller med større himmellegemer som f.eks. Jorden.
Asteroidekerner
Asteroider er rumsten på mellem 1 m og 1.000 km i diameter. De store af dem har i deres tidlige liv haft så meget radioaktivitet i deres indre, at det har varmet hele asteroiden op til over smeltepunktet. I den smeltede masse har grundstofferne over tid fordelt sig efter tyngde, så de tunge metaller er sunket ind i midten, og de lette er blevet øverst oppe. Det har skabt den samme lagdeling, som vi kender fra Jorden, nemlig en metalkerne inderst, en kappe af mellemtunge mineraler og yderst en skorpe af lette mineraler. Meteoritter kategoriseres bl.a. efter, hvilket af disse lag de kommer fra; kernen, kappen eller skorpen (læs mere i artiklen Den Store Meteoritguide).
Ingen Venus- eller Merkur-meteoritter
Her på Jorden har vi fundet meteoritter fra Mars og Månen. Men ingen fra de andre to stenplaneter, Merkur og Venus. Det skyldes formentlig, at de ligger så tilpas tæt på Solen, at alt, der måtte blive slynget ud fra Merkur og Venus ved et sammenstød, bliver suget ind i Solen.
Til gengæld findes der faktisk meteoritter fra Jorden på andre planeter. Ja, faktisk er der fundet flere Jord-meteoritter på Månen under Apollo-missionerne. To af dem har man taget med hjem til Jorden igen. De er dannet ved store meteoritnedslag på Jorden, der har slynget Jord-sten ud i rummet.
