Nøglebegreber

Der indgår mange fagbegreber i Geoviden, og her kan du se en samlet oversigt med korte forklaringer af dem. Under hvert tema kan du desuden finde en oversigt med de begreber, der passer til netop det tema (ligger i den samlede ZIP-mappe sammen med artikler og illustrationer).

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

A

Fysisk fænomen, der får to emner til at ’klistre sammen’ på grund af tiltrækning mellem molekylerne i overfladen på hvert emne. Det kan for eksempel gælde en regndråbe på et blad eller et stykke tape på en pakke.

Når sedimenter som sand, grus og ler bliver afsat (bragt til hvile) efter at være blevet transporteret, f.eks. i floder, i havet eller af vinden.

De fysiske omgivelser omkring det sediment, der bliver aflejret. Det kan f.eks. have betydning for kornstørrelsen i en sandsten, om sedimentet er aflejret i en flod, ved en kyststrækning eller i det dybe hav.

Når Solen begynder at smelte de øverste lag på Indlandsisen. De øverste lag består af sne, og derfor vil en del af smeltevandet sive ned i den underliggende sne, hvor den vil fryse igen og blive liggende. I hvert flad indtil det eventuelt bliver endnu varmere. Nogle steder kan smeltevandet ikke sive ned i sneen, eller der kommer så meget, at det danner floder eller søer. Floderne vil typisk finde et sted, hvor de løber ned til bunden af isen og derfra fortsætter ud til kanten, hvor de forlader isen via en såkaldt gletsjerport.

Et grundvandsmagasin, der er under tryk. Det skyldes typisk, at den pågældende del af magasinet befinder sig under et vandstandsende lerlag, så der efterhånden opbygges et tryk fra det vand, der hele tiden kommer til fra overfladen. Ved en artesisk boring skyder vandet derfor op som et springvand.

En teknik, der bruges til at se, præcis hvilke mineraler en sten består af, i hvilke mængder og hvordan de er fordelt. Den kaldes også AM-SEM, som betyder Automatisk Mineralscan (taget ved hjælp af et) Scanning Elektron Mikroskop. Man sætter en meget tynd skive af stenprøven, et såkaldt tyndslib, ind i sit SEM, som belyser prøven med en elektronstrøm, der slår nogle af prøvens elektroner løs. Afhængigt af, hvilket stof elektronen slås løs fra, udsender det en særlig røntgenstråling, som kan afkodes som stenens kemiske indhold på netop det sted, strålen rammer. Resultatet kan så oversættes til et detaljeret farvekort, der viser stenens mineralsammensætning.

B

Bioenergy CCS (BECCS). Metode, der ved at indfange CO2 fra biomasseanlæg får fjernet CO2 fra atmosfæren frem for blot at undgå at udlede mere. Biomasse fra planter har nemlig optaget CO2 gennem fotosyntese. Når biomassen omdannes til biobrændsel, frigives CO2’en som røggas, der kan indfanges og lagres. Herved fjernes CO2 fra atmosfæren, samtidig med at der dannes grøn energi.

Lange, cylinderformede stenstykker, der er boret op fra undergrunden og giver indblik i mineralogien i den pågældende dybde.

Når man borer ned i undergrunden, knuses stenen undervejs og skylles op til overfladen, hvor en del af den tages fra til prøver. Det knuste materiale kan også bruges af geologer til at se, hvordan der ser ud i de givne dybder. Borespånerne kan til dels fungere som erstatning for borekernerne, da de også giver et indblik i undergrunden, bare mindre præcist.

Alt, hvad en gletsjer eller iskappe flyder hen over, betegnes overordnet set som bundmoræneflade eller bundmoræne.

C

CCS

Carbon Capture and Storage (CCS). Teknologi, der går ud på at indfange CO2 og lagre den, typisk i reservoirer i undergrunden.

CCU

CO2 bruges som ressource i flere industrier, blandt andet i sodavandsindustrien, men også i forsøg med udvikling af bæredygtigt brændstof, herunder flybrændstof. Her kan en del af den fangne CO2 fra CCS udnyttes fremfor at blive gemt af vejen. Den del af teknologien kaldes CCU for Carbon Capture and Utilization og er et aktivt forskningsfelt.

Når sedimenter sammenkittes eller hærdes til sten, hvilket sker, når de begraves i undergrunden. Cementering af sand danner sandsten, cementering af kalk danner kalksten osv.

D

DAC

Står for Direct Air Capture, altså direkte fangst af CO2 fra atmosfærisk luft i stedet for punktkilder. DAC-teknologien fjerner altså CO2, mens den rene CCS-teknologi forhindrer yderligere udledning.

Enhed for, hvor godt væske eller gas strømmer gennem et materiale. Bruges meget i geologien i forbindelse med analyse og vurdering af diverse reservoirer.

En metode, der bruges til at måle, hvor varmt det var i fortiden. I alt vand er der en vis fordeling af vandmolekyler, hvori iltatomet har varierende antal neutroner. De iltatomer kaldes også forskellige isotoper, og især O18–isotopet har vist sig anvendeligt. Indholdet af O18 i regnvand svinger nemlig med temperaturen i atmosfæren. Da gletsjere er lavet af regnvand, kan man derfor måle forholdet mellem O18 og almindelig ilt i gletsjeris og på den måde regne tilbage og se, hvor varmt det var i atmosfæren, da regnen blev dannet. Metoden kaldes derfor en ’proxy-metode’, da man ikke måler direkte på temperaturen, men på en afledt funktion af temperaturen.

Gruppe af hvirveldyr, der opstod i løbet af Trias fra stamfaderen archosaurerne, hvorfra krokodillerne også udspringer. Dinosaurerne blev meget succesrige og var den dominerende dyregruppe, indtil de uddøde på grænsen mellem Kridt og Palæogen for 66 mio. år siden. Dog overlevede en linje af de små rovdinosaurer, som udviklede sig videre til fugle.

En bakke eller højdedrag, der er blevet trukket ud i den ene ende, fordi en gletsjer er gledet hen over den.

Nedgravede rørledninger, der opsamler det nedsivende regnvand og leder det direkte ud i nærliggende vandløb eller søer, så det ender i havet. På den måde fjerner man altså vandet fra grundvandsdannelsen.

Når gletsjeren ikke længere bevæger sig frem og blot ligger og smelter, kaldes den dødis. Ved gletsjerens tilbagesmeltning kan der også blive efterladt store isklumper, der smelter langsommere end resten, f.eks. hvis de er blevet dækket af grus og støv. Når de endelig smelter bort, efterlader de tit et hul, som kaldes et dødishul. Mange søer i Danmark er vandfyldte dødishuller.

Når isen smelter, efterlades blokke, som smelter langsommere end resten. Smeltevand fra isen bringer sedimenter med sig, som fordeler sig i lag rundt om dødisklumpen. Når den endelig smelter bort, efterlader den derfor en fordybning.

Når der ligger mange døsisklumper i et område, kan der dannes mange fordybninger, og landskabet imellem dem fremstår derfor som bakker. Det kaldes et dødislandskab.

E

Den tredjesidste istid, der varede fra for ca. 480.000 til 425.000 år siden.

EOR

Teknologien Enhanced Oil Recovery (EOR) går ud på at bruge CO2 til at tvinge mere olie ud af oliefelterne. Ved at pumpe CO2 ned i oliereservoiret, bliver olien nemlig mere flydende. Olie, der før sad fast i de mindre porerum i reservoiret, kan derfor suges op. Typisk indfanger og recirkulerer man CO2’en, så størstedelen af den ender med at blive i undergrunden permanent.

Hvis de tektoniske kræfter pludselig rører på sig i et område og løfter en del af undergrunden op, så bliver bjergarterne udsat for et virvar af påvirkninger, der langsomt nedbryder (eroderer) de øverste lag. Det kan være regn, frost, vind, borende planterødder og bagende sol. Bjergarterne på overfladen eroderes væk til mindre partikler af grus, sandkorn og ler (sedimenter), der spredes af vinden eller skylles ud i havet via floder. Ældre og ældre lag kan derved blive blottet. Hvis erosionen fortsætter, når man til sidst grundfjeldet.

F

De første 2-3.000 år efter sidste istid sluttede, var havniveauet stadig så lavt på grund af de store ismasser, at Danmark hang sammen med England og Sverige. Perioden kaldes fastlandstiden.

Vand, der befinder sig i søer, vandløb og den øverste del af grundvandet, og som typisk indeholder under fem promille salte.

Sne, der er blevet liggende henover en smeltesæson. Mellemstadiet mellem sne og is i en gletsjer eller iskappe.

Når Solens stråler opvarmer overfladen på Indlandsisen, så de øverste lag smelter, og en del af vandet fordamper.

Et udtryk, der bruges om lag af bjergarter, der adskiller sig fra dem ovenover og nedenunder ved at have ensartede egenskaber som kornstørrelse, farve, mineralsammensætning med mere.

Kan også kaldes en brudzone og er en forskydning af jordlagene, der forekommer i den øvre del af jordskorpen. De opstår på grund af ophobede spændinger i jorden, og når de udløses og danner forkastningen, kan det lave rystelser.

Rest, aftryk eller spor fra organismer fra en fjern fortid, som er fossileret (forstenet). Ordet ’fossil’ er latin for ’gravet op af jorden’.

Olie, kul og gas kaldes fossile brændsler, idet de består af fossile dyre- og plantedele. Normalt nedbrydes organisk materiale i jorden, men for mange millioner år siden blev der i perioder tilført mere dødt organisk materiale, end bakterier og svampe har kunnet nedbryde. Det unedbrudte materiale er med tiden blevet begravet dybere og dybere og er undervejs omdannet til det, vi kender som olie, gas eller kul.

Et grundvandsmagasin, hvis top går op i den umættede zone. Det er altså så at sige et magasin, der ikke er fyldt helt op, og det er ikke under tryk. Det betyder dog, at miljøfremmede stoffer forholdsvis hurtigt kan sive ned i magasinet fra jordoverfladen, da de ikke møder andre lag undervejs.

G

Når smeltevand siver ned gennem ældre snelag og fryser til is igen. Dette er en vigtig del af udregningen af overflademassebalancen. Her trækker man nemlig den del af smeltevandet, som genfryser i isen, fra den del, der rent faktisk forlader isen.

Geosites er steder med enestående geologi, der viser særligt flotte eller sjældne eksempler på f.eks. istidslandskaber, kysttyper, mineraler eller fossiler. Stevns Klint og Skagen Odde er eksempler på danske geosites.

Den typiske skala for massebalance; betyder en milliard ton.

En ismasse, som dannes af sammentrykket sne over mange år. Sneen, der falder hver vinter, mases ned af sneen, der falder næste vinter, og så videre. Sneen bliver til sidst til gletsjeris, som er anderledes end almindelig is, netop fordi den er langsomt mast sammen fra sne. Processen tillader nemlig en masse luftbobler at blive fanget i isen, og det giver gletsjerisen den karakteristiske hvidblå farve. Gletsjere er desuden karakteriseret ved, at de flyder. Dannelsen af ny is på toppen skubber nemlig til den gamle is, så den bevæger sig som en meget tyktflydende flod.

Når stykker af massiv is brækker af en gletsjer og bliver til isbjerge. Begrebet bruges også, sammen med overflademassebalancen til at regne ud, om Indlandsisen vokser eller svinder ind over tid. Gletsjerkælvningen regnes typisk som den mængde is, der forlader gletsjerne over et hydrologisk år.

Grundfjeldet er det urgamle underlag, som alle yngre lag hviler på. Det er dannet kilometerdybt under fortidens bjergkæder, hvor tryk og temperatur var så høje, at stenmasserne smeltede og/eller blev kraftigt deformeret og derved omdannet til gnejs og granit. Nogle steder ligger grundfjeldet højt, f.eks. i Sverige og Norge, hvor det ses som de talrige klipper og fjelde.

Et jordlag, der er mættet med vand og samtidig er vandførende. Kan også kaldes et grundvandsreservoir eller et akvifer.

Skillelinjen, hvor jorden går fra at være umættet med vand i porerummene til at være mættet med vand i alle porerum.

Grovkornet materiale, der typisk defineres ved en partikelstørrelse på mellem 2 og 50 mm. Materiale med større partikler end grus defineres som sten.

Aflejring fundet på bunden af søer og have. Består af en blanding af omsat eller delvist omsat organisk materiale, silt, ler og kalk. Kaldes også dynd.

H

Tidsskala, der bruges i udregning af bl.a. massebalancen på Indlandsisen. Løber fra slutningen af en smeltesæson (slut-august) til starten på den næste (september året efter).

Grundvandsmagasin, der befinder sig oven for den mættede zone. Typisk er der tale om vand, der på vejen ned er stødt på et lerlag, der forhindrer det i at strømme længere ned. Hvis lerlaget har en fordybning, kan der dannes en mættet, lokal grundvandszone.

I

Et område, hvor jordskorpen pludselig eller gradvist synker sammen. Det kan skyldes naturlige årsager som opløsning af saltlag i undergrunden eller kompaktion af nedre porøse lag, men også mindre naturlige ting som optøning af permafrost, sammenstyrede minegange med mere.

Nedsivning af vand fra overfladen.

Når man pumper CO2 ned i et underjordisk lager, kaldes det injektion.

Et langt rør, man borer ned i det geotermiske reservoir og bruger til at pumpe afkølet vand fra det geotermiske anlæg ned i det geotermiske reservoir igen, så trykket i undergrunden opretholdes. Der skal være en vis afstand mellem produktionsboring og injektionsboring, så det afkølede vand fra injektionsboringen ikke afkøler vandet, der pumpes op.

Hvis en gletsjer vokser sig stor nok, kaldes den en iskappe. Typisk sætter man grænsen ved 50.000 km2. Til sammenligning er Danmark lige under 43.000 km2.

En prøve fra gletsjeris, gerne taget fra top til bund med et isbor. Bliver dog delt op i mange mindre stykker på ca. en meter, som også kan kaldes iskerner.

Vandmolekyler, der binder sig sammen i sekskantede strukturer ved frysning. Kan både bruges om et snefnug og om en krystal i gletsjerisen.

Et atom med et andet antal neutroner i kernen end det gængse antal. For eksempel har iltisotopet O18, som man bl.a. bruger til datering og temperaturmåling via iskerner, to neutroner mere end det normale iltatom, O16.

En gletsjer skubber typisk en stor bunke jord og sten foran sig, og når isen smelter, bliver den bunke liggende som en lang bakkekam, kaldet en randmoræne.

En isstrøm er is, der bevæger sig hurtigere end den omkringliggende is. Et eksempel er den Nordgrønlandske Isstrøm (NEGIS). Også Sermeq Kujalleq, Grønlands hurtigste gletsjer, starter som en isstrøm længere inde på Indlandsisen, hvor isen begynder at flyde hurtigere end isen rundt om.

Kræfterne fra is i bevægelse, som skubber jordlagene rundt. For eksempel kan lag, der er blevet skubbet op foran isen, så de står på skrå, kaldes istektoniske strukturer.

En lang, kold periode. Optræder med relativt jævne mellemrum i den periode, vi lever i nu, som startede for 2,6 millioner år siden – kvartærtiden. Afbrydes af perioder, hvor klimaet bliver varmere, kaldet mellemistider.

J

Jordens bestanddele, der kan inddeles i videre sektioner efter størrelse, altså hhv. ler, silt, sand, grus, sten, men kan også være organisk materiale i mere eller mindre nedbrudt grad.

Det vand, der befinder sig i den umættede zone, altså over grundvandsspejlet, men som ikke er kemisk bundet af for eksempel mikrober eller planter. Her kan det enten findes som gravitationsvand, som er det vand, der flyder frit nedefter, styret af tyngdekraften. Noget vand bliver til adhæsionsvand, som er vand, der er bundet rundt om en jordpartikel som en hinde ved den fysiske proces, der kaldes adhæsion.

K

Paraplybetegnelse for bakker skabt af sedimenter fra smeltevand, der samler sig i diverse lavninger i/ved isen. Her bygges sedimentlagene langsomt op og står tilbage som bakker, når isen forsvinder.

Zonen lige over grundvandsspejlet, hvor de såkaldte kapillærkræfter hæver den øverste del af vandet opad. Vandet i kapillarzonen er bundet i porerummene og bevæger sig ikke frit, som vandet i grundvandszonen i højere grad kan. Jo mere finkornet jordlaget er, des stærkere er kapillærkræfterne. Derfor kan den øverste del af grundvandet eksempelvis hæve sig flere meter over det ’naturlige’ grundvandspejl i lerjord.

Bliver en passage smal nok, vil der begynde at opstå en sugeevne ved kombinationen af overfladespænding og væskens tendens til at smyge sig om et emne (adhæsion).

En længerevarende tendens i vejret. Man kan sige, at vejr bliver til klima over tid. Under en istid er der for eksempel et generelt koldt klima, som kan skifte til at være generelt varmt, når istiden stopper og bliver til en mellemistid. Klima regnes typisk på en lang tidsskala som år, århundreder, årtusinder eller millioner af år.

En måde at beskytte sig mod negative effekter fra klimaforandringer på. Det kan for eksempel være at indlægge flere dræn i undergrunden til beskyttelse mod stigende grundvand.

Størrelse på partiklerne i et sediment. Skalaen går fra ler, der er den mindste kornstørrelse, til sten, der har den største. Efter ler kommer silt, fint sand, mellemkornet sand, groft sand, grus og til sidst sten.

En højdereference på et kort, der angives som afstanden til et fastlagt punkt, som for eksempel havoverfladen. I Danmark brugte man i mange år Dansk Normal Nul (DNN) som reference – den var fastsat efter koret i Aarhus Domkirke på 5,6150 meter. Da undergrunden hæver og sænker sig i forskellig hastighed på forskellige steder over tid, må referencen løbende opdateres, og i dag bruges Dansk Vertikal Reference (DVR), der blev taget i brug i 2005. Generelt har det vist sig, at det helt nordlige Danmark hæver sig, og resten af landet synker.

Kemiske forbindelser, der indeholder karbonationer (CO32-). Findes for eksempel i muslingeskaller og i kalkbjergarter.

Geologisk navn for det allerøverste jordlag, som består af materiale ført hen over landet af gletsjerfremstød i istiderne. Perioden med de skiftende istider (fra 2,58 mio. år siden til nu) hedder nemlig Kvartær.

L

LAR

Lokal afledning af regnvand, sker typisk via nedløbsrør, der leder vand ud på et græsareal hos private eller på offentlige arealer. På den måde infiltreres regnvandet direkte i jordoverfladen og passerer ned gennem jordlagene, hvor det efterhånden renses, og en del af det danner nyt grundvand. Metoden aflaster også kloak- og rensningssystemerne.

En række fossile dyr eller planter, hvor de enkelte arter kun levede i et begrænset tidsrum, før de enten udviklede sig videre til nye arter eller uddøde. De kan bruges til at definere alderen på jordlag og skal gerne opfylde følgende tre kriterier for at kunne bruges effektivt i datering af geologiske lag:
1. De er talrige, så de er nemme at finde i jordlagene.
2. De har stor geografisk udbredelse, så man kan finde dem mange steder rundt om i verden.
3. De udviklede sig hurtigt til nye arter, så hver art har en kort tidshorisont, der gør dateringen mere præcis.

Ler

Meget finkornet materiale, der har en vis mængde partikler på under 0,002 mm.

I takt med, at isen smeltede efter sidste istid, steg havet. For ca. 9000 år siden og frem kom de danske kyster derfor langsomt til at ligne dem, vi kender i dag. Havet, der omgav landet i den periode, kaldes Litorinahavet.

M

Begreb, der viser, om Indlandsisen vokser eller svinder ind over tid. Udregnes ved at trække gletsjerkælvningen fra overflademassebalancen. Er værdien positiv, er isen vokset; er værdien negativ, er isen svundet ind; og er den nul, er isens masse uændret. Regnes typisk ud i hydrologiske år. Ved at lægge værdierne sammen for flere hydrologiske år i streg kan man få den akkumulerede værdi, som viser, hvor meget masse der er tabt eller vundet i alt.

Paraplybegreb for de tre tidsperioder, dinosaurerne levede i: Trias, Jura og Kridt. Perioden starter med Trias for 252 mio. år siden og slutter med overgangen fra Kridt til Palæogen for 66 mio. år siden.

En varmere periode, der adskiller to istider. Optræder med relativt jævne mellemrum i den periode, vi lever i nu, som startede for 2,6 millioner år siden – kvartærtiden.

Tre variationer i Jordens bane, akse og akseorientering, som foregår i cykler på hhv. ca. 100.000, 40.000 og 20.000 år. Variationerne er en af de faktorer, der har betydning for, hvornår der er istid på Jorden. Opkaldt efter forskeren, der opdagede dem, Milutin Milanković.

Mineraler er samlinger af grundstoffer, der sætter sig sammen i faste strukturer og gitre, som f.eks. den simple natriumklorid eller de mere komplekse siliciumforbindelser også kaldet silikater.

Partikler af et mineral. Kan siges at være bjergarternes byggesten. De findes både i fast og løs form, for eksempel er granit sammenvoksede mineralkorn fra kvarts, feldspat og glimmer, mens sand til dels består af løse mineralkorn. Forskellige geologiske processer, for eksempel vulkanisme, kan få mineralkornene til at vokse sammen igen.

Den mest almindelige jordart i Danmark, der består af en blanding af sand, grus, ler og sten, som er blevet blandet sammen og smurt ud over landet af istidens gletsjere.

Den del af jorden, der ligger under grundvandsspejlet, og hvor alle porerum er fyldt med vand. Kan også kaldes grundvandszonen.

N

Den del af nedbøren, der når ned i jorden og kan danne nyt grundvand. Nettonedbøren er altså den mængde vand, der falder som nedbør, minus det, der forsvinder tilbage i atmosfæren igen ved fordampning. Nettonedbør og grundvandsdannelse er altså to sider af samme sag.

O

Når et sandlag er aflejret, bliver det langsomt begravet, fordi der hele tiden aflejres nyt sediment ovenpå, men der kan derefter ske bevægelser i undergrunden, der hæver sandlaget op til overfladen igen. Her bliver det eroderet af vind og vejr, så sandkornene igen bliver separeret og aflejret et nyt sted, hvor det igen kan begraves og blive til sandsten.

Det område, der ’fodrer’ en flod eller gletsjer med hhv. vand eller is.

En del af undergrunden løftes op af bevægelser i resten af jordskorpen. Kan foregå over meget lang tid.

Et begreb, der bruges til at regne ud, om Indlandsisen vokser eller svinder ind over tid. Overflademassebalancen er et udtryk for mængden af nedbør, der er faldet på Indlandsisen, minus mængden, der har forladt Indlandsisen via afsmeltning eller fordampning. Regnes typisk ud i hydrologiske år.

P

Udtryk for, hvor let vand kan strømme gennem et medie, for eksempel jord. Kan også kaldes vandledningsevne. Sandjord har høj permeabilitet og ler har lav, hvilket igen har at gøre med porerummenes størrelse og forbindelse mellem hinanden.

De hulrum, der er mellem en samling af partikler, som kan være udfyldt med luft, vand, olie, gas etc. Jo større porerum, des mere vand m.m. kan der være i materialet.

Et udtryk for, hvor mange porer der er, og hvor store de er i for eksempel en sandsten i forhold til selve stenens rumfang. Porøsiteten regnes i procent.

Et langt rør, man borer ned i det geotermiske reservoir og bruger til at pumpe varmt vand op til det geotermiske anlæg med. Herfra udtrækker man varmen og sender vandet ned i reservoiret igen via injektionsboringen.

Alle lag under Kvartæret kaldes tilsammen Prækvartæret.

Selve fangstdelen i CO2-fangst og -lagring foregår typisk fra såkaldte punktkilder, altså for eksempel industrianlæg eller kraftværker, som udleder store mængder CO2 på ét geografisk sted. Et udtryk for, hvor nemt det er for en gas (eller en væske) at strømme igennem eksempelvis et stykke sandsten.

R

Helt grundlæggende er et reservoir noget, der kan indeholde store mængder af noget andet. Eksempelvis en kunstig sø, man laver for at opbevare store mængder vand, eller en naturligt forekommende bjergart i undergrunden, der på grund af sine mange porerum kan indeholde store mængder vand. Eksempelvis sandsten. Nogle steder kan der også være olie eller gas i de porøse bjergarter, og så vil de blive omtalt som et oliereservoir.

Den øverste zone lige under jordoverfladen, hvor blandt andet planternes rødder og et væld af jordbakterier sørger for heftig biologisk aktivitet, der blandt andet påvirker vandet kemisk. For eksempelvis vil en del af den nitrat, der spredes på mange marker, blive opfanget og omdannet i denne zone.

S

Den næstnsidste istid, som varede fra for ca. 390.000–130.000 år siden.

Findes i havet og i brakvandsområder. Beskrives typisk som vand, der indeholder mellem 5 og 35 promille salt, eller 0,005 og 0,035 procent salt. Havvand beskrives som vand i den øverste del af skalaen, hvor brakvand er havvand, der blandes op med ferskvand fra vandløbene. Østersøen beskrives eksempelvis som brakvand, da der typisk er omkring de 8-10 promille på grund af ferskvandet fra alle de baltiske vandløb.

Materiale, der består af mineralkorn større end ler, men mindre end grus. Kan også inddeles videre i finsand og grovsand. Dog er sand typisk defineret ved en partikelstørrelse på mellem 0,06 og 2 mm.

Aflejringer bestående af løse partikler. Er partiklerne sammenkittet, udgør de en sedimentær bjergart. Sedimenter dannes blandt andet ved nedbrydning (forvitring og erosion) af bjerge, hvorefter det nedbrudte materiale transporteres videre mod lavere liggende områder af vind, vand eller is for til sidst at blive aflejret i floder, søer, havet m.m.

Ved at sende kraftige trykbølger ned i jorden med store stempler kan man med en række følsomme mikrofoner opfange de bølger, der kastes tilbage fra undergrunden. Da forskellige bjergarter kaster bølgerne forskelligt tilbage, dannes der herved et billede af lagene i undergrunden.

Silikat er en kemisk forbindelse, der indeholder silicium (Si) og en anion (negativt ladet ion). Mineralerne feldspat, kvarts, gnejs og granit er silikater og er de mest almindelige mineraler på Jorden.

Meget finkornet materiale, der typisk har en partikelstørrelse på mellem 0,002 og 0,060 mm.

Fra gletsjerens front flyder smeltevandsfloder, som transporterer sedimenter med på deres vej. Floderne snor sig og bliver forgrenede, og over tiden fordeler de sedimenterne, så der skabes en mere eller mindre plan flade.

I nogle områder lader underlaget sig nemmere rive med af smeltevandet end andre, og så kan floderne bore sig dybere ned i underlaget og skabe smeltevandsdale i stedet for sletter.

Under visse omstændigheder kan isen gå direkte fra at være fast til damp, hvilket kaldes sublimation.

T

En gletsjer er sjældent helt glat underneden, og derfor kan den efterlade lange skurestriber, når den skrider hen over landskabet. Striberne er svære at se, da de ikke er ret høje, men på højdekort ses de tydeligt.

Beskrivelse af jordoverfladen, ofte med fokus på dens højdemæssige forløb, altså bakker og dale, men også med arealanvendelse, bebyggelse og infrastruktur. Blev oprindeligt udviklet til militær brug, så soldaterne kunne orientere sig i landskabet ud fra netop landskaber og bygninger.

En lang brudzone i undergrunden, der løber fra Skagerrak gennem Nordjylland og Kattegat til Bornholm og videre sydøst til Sortehavet. Den er opstået ved, at der er kommet en svaghed i jordskorpen, hvor spændinger fra resten af kontinentet udløses. Zonen kaldes også en deformationszone. Afhængigt af bevægelserne i resten af skorpen kan undergrunden i sådan en zone enten synke ind, opløftes eller brydes og forskubbes langs forkastninger. I Tornquist Zonen er undergrunden blevet hævet siden Kridt.

Et udtryk for reservoirets overordnede reservoirkvalitet regnes ved at gange tykkelsen af reservoiret med dets gennemsnitlige permeabilitet. Resultatet er i enheden Darcymeter (Dm), og over 10 Dm regner man reservoiret som velegnet til geotermisk energiproduktion.

Hvis vandet i en smeltevandstunnel flyder hurtigt, kan det vriste sedimenter fri fra underlaget, og så begynder smeltevandsfloden at grave sig ned. Der skabes derfor en aflang dal, som kan ses, når isen er væk.

U

Den øverste del af jordskorpen, hvor porerummene mellem jordpartiklerne stadig indeholder luft. Regn- og smeltevand siver gennem denne zone.

V

Et jordlag, der har så små porerum, at vandet ikke kan sive igennem, i hvert fald kun helt enormt langsomt. Et rent lerlag vil for eksempel være vandstandsende. Dog kan der forekomme sprækker i lerlaget, der gør det mindre vandstandsende.

Det modsatte af vandstandsende. Et jordlag, der har relativt store porerum, som vandet kan strømme igennem. Et jordlag af sand eller grus vil være vandførende.

Et fænomen, der udgøres af skiftende forhold i atmosfæren som tryk og temperatur. Kan mærkes som skift fra solskin til regn eller fra almindeligt sommervejr til hedebølge. Vejr regnes typisk på en kort tidsskala som timer, dage, uger.

Et materiales evne til at den mængde varme der strømmer igennem et materiale pr. tid.

W

Den seneste istid, som varede fra for ca. 115.000–11.700 år siden.

Z

Stabilt tungmineral, der modsat mange andre mineraler stort set ikke bliver knust ved transport eller opløst ved begravelse. Det består af stoffet ZrSiO4 og indeholder små mængder af blandt andet uran og bly, der gør det muligt at datere, hvornår mineralet er dannet. Det kalder man zirkondatering, og det bruges mange steder i geologien, når man skal vide, hvor gamle bjergarterne er.

Å

Ås

Aflangt bakkedrag, der dannes i smeltevandstunneller under isen, hvis vandet flyder langsomt, så sedimenterne falder til bunds. Langsomt opbygges en aflang bakke, der er en slags afstøbning af tunellen: en ås.