Geologistuderende Maja C.F. Pedersen fra Aarhus Universitet
fik lov at undersøge et lille stykke danmarkshistorie i sit bachelor-
projekt – nemlig en af Danmarks otte meteoritter, Aarhus I.
En oktober aften i 1951 blev himlen lyst op over Danmark af en stor ildkugle, der styrede fra Rostock i syd hen over Østersøen, Storebælt og Samsø. Pludselig døde ildkuglen ud, men to fragmenter fortsatte faldet og landede i Aarhus med nogle kilometers afstand. Stykkerne blev hurtigt fundet i henholdsvis Riis Skov og Nobelparken.
Dette stykke danmarkshistorie står kandidatstuderende Maja C.F. Pedersen nu bogstaveligt talt med i hånden i et mødelokale på Aarhus Universitet. Hun har sagt ja til at fortælle Geoviden om sit bachelorprojekt i geologi, som hun skrev i foråret 2025 om Aarhus-meteoritten ved navn ’Aarhus I’. Det var den, der landede i Riis Skov.
”Det var ret vildt at holde meteoritten første gang. Jeg havde kæmpe ærefrygt” fortæller hun.
”Den er jo en del af vores historie, et ægte danekræ, som har rejst gennem rummet for så at lande lige her i lille Aarhus! Det er ret vildt at tænke på,” siger hun og vender den lille sten i hånden.
Hun fik nemlig lov at låne den af Aarhus Naturhistorisk Museum, hvor den ’bor’ til daglig. Meteoritter havde ellers ikke været en særlig interesse for Maja forinden, men da en ny lektor på universitetet holdt oplæg for de studerende om meteoritters geologi, blev hun nysgerrig. Hun gik hen og bankede på den nye lektor, James Scott, og spurgte om han havde en idé til det bachelorprojekt, hun skulle til at lave. Det havde han: en ny geokemisk undersøgelse af Aarhus I.
Læs også: Mød de otte danske meteoritter
”Det lød spændende, for den var blevet undersøgt og beskrevet i 1963, så måske kunne jeg opdage noget nyt med alle de moderne analysemetoder, vi har i dag,” siger hun. Og derudover var der også en indre sympati for den lille sten, der til daglig lå gemt i en skuffe.
”Jeg synes, vi burde snakke mere om den her i Aarhus. Vores helt egen meteorit. Så vidt jeg ved, er der ikke særligt mange, der ved, at den findes, og hvor sej den er. Jeg ville gerne gøre den ’justice’.”
Elektronmikroskopets klare lys
Maja C.F. Pedersen fik lov til at skære et lille hjørne af Aarhus I for at kunne lave sine analyser. Noget, der tog lidt tid at få lov til, fortæller hun. Det lille hjørne på cirka 1×1,5 cm blev støbt ind i en lille brik af epoxy-plast, så den kunne scannes i instituttets elektronmikroskop. Først tænkte Maja, at den lille prøve ret hurtigt ville være undersøgt. Men i elektronmikroskopet blev prøven blæst op til mikrometerskala. Pludselig var det faktisk en ret stor opgave at undersøge det hele.
”Men jeg havde også to måneder til arbejdet, så jeg tænkte: ’Fint, lad os se, hvor der er noget fedt at se nærmere på’, ”fortæller Maja, og så gik hun i gang med at nærstudere hver mikrometer af den lille rumsten.
Inden da havde hun læst alt, hvad der hidtil var skrevet om Aarhus I, for at kunne efterprøve de konklusioner, geologerne tidligere var nået frem til. Efter sine egne analyser måtte hun – lidt skuffet – konstatere, at de tidligere undersøgelser faktisk havde været overraskende præcise.
”Jeg kunne bekræfte det, man også havde beskrevet i 1963, nemlig at det var en almindelig kondrit (den mest almindelige type stenmeteorit, red.), og at den derudover var af typen H6, hvilket også var blevet beskrevet i de tidligere undersøgelser,” siger hun.
Type H6 betyder, at den indeholder meget jern (H for heavy), og 6 betyder, at den er blevet omdannet ret meget fra sin helt oprindelige form, som beskrives med en skala fra 1 til 7. Det betyder bl.a., at de ellers karakteristiske små mineralkugler, kaldet kondruler, er næsten forsvundet.
En voldsom livshistorie
Analyserne var dog ikke spildt arbejde af den grund, tværtimod. Maja forklarer, at hun egentlig syntes, at det var sejt at se, hvor dygtige man havde været før i tiden, selv med begrænset udstyr. Og især at hun kunne bekræfte mange af de ting, som de ældre undersøgelser kun havde skrevet ’sandsynligvis var til stede’ i meteoritten. Blandt andet, at strukturen i Aarhus I var præget af såkaldt brecciering, hvilket var meget tydeligt i elektronmikroskopet. Det vil sige, at den består af stykker af bjergarter, der har været gået i stykker og siden er blevet ’limet’ sammen af andet, mere finkornet materiale. Strukturen kaldes breccia, som stammer fra det italienske ord for murbrokker, breccie.
”Det er ikke muligt ud fra mit studie at sige, præcis hvordan det er sket, men det har måske været i forbindelse med selve dannelsen af asteroiden, som Aarhus I kommer fra,” siger hun.
Det kan nemlig godt være en temmelig hård proces, hvor asteroiden vokser i størrelse, fordi der gentagne gange smadrer andre, mindre asteroider, ind i den. Derefter har den store asteroide bevæget sig rundt om Solen ligesom dens større planet-søskende i relativ ro og fred. I den tid har mineralerne i asteroiden forandret sig lidt, så den oprindelige sammensætning er blevet udvisket. Det skyldes primært varme fra henfald af radioaktive grundstoffer i asteroiden, som simpelthen ’bager’ mineralerne (kaldet termisk metamorfose). Det er den proces, der har udvisket asteroidens oprindelige kondruler, så de kun er synlige i mikroskop.
Så pludselig en dag indtraf katastrofen, som beseglede asteroidens skæbne: et voldsomt sammenstød med et andet himmellegeme. Et sammenstød, der slog en masse materiale løs fra asteroiden, herunder Aarhus-meteoritten. Sporene fra hændelsen kunne tydeligt ses i mikroskopet, fortæller Maja C.F. Pedersen.
Ikke kun på grund af sprækker overalt i stenen, men også ved tilstedeværelsen af chok-mineralet maskelynit, der er en slags feldspat på glasform. Det dannes nemlig kun ved ekstremt tryk, forklarer hun, derfor omtales det som et chokmineral. Ud fra typen af maskelynit i meteoritten kunne hun fastslå, at sammenstødet, der sendte Aarhus I afsted mod Aarhus, havde en kraft på op til 35 MPa (millioner pascal). Det svarer til at blive ramt med over 300 ton/cm2 – forestil dig at få det ned over storetåen!
Den sidste rejse mod Aarhus
En anden ting, som Maja kunne føje til vores fælles viden om Aarhus I, var, hvor voldsomt rejsen gennem Jordens atmosfære faktisk har påvirket stenen. Det kan ses på billedet fra elektronmikroskopet, som du kan klikke igennem herunder. Yderst ses den karakteristiske smelteskorpe (grå på billedet, men sort i virkeligheden), også kaldet en fusionsskorpe, som er synlig med det blotte øje.
”I mikroskopet kan man dog se flere detaljer, herunder små luftbobler, som er blevet blandet ind i den smeltede masse på vej igennem atmosfæren,” fortæller hun og peger på de små sorte cirkler i stenens yderste lag.
Man siger normalt, at meteoritter ikke påvirkes længere ind end smelteskorpen, fordi opvarmningen ved mødet med atmosfæren kun tager få sekunder. Men det er ikke helt rigtigt, for der er faktisk tre ’zoner’ i Aarhus I, der er påvirket smelteskorpen som den intermediære zone, hvor varmen har smeltet materialet, så de små revner i stenen, der er dannet ved den store kollision, er forsvundet. Simpelthen smeltet sammen.
”I den sidste zone, som jeg kalder zone 3, ser man den voldsomme varme skabt ved modstanden fra Jordens atmosfære, som har smeltet metaller i stenen, primært jernsulfidet troilit, som er flydt ind og har udfyldt de chok-inducerede sprækker,” forklarer hun og peger på de hvide linjer på billedet. Det hvide er metallet troilit.
Resten af meteoritten er ikke blevet påvirket og er derfor uændret. Her er chok-sprækkerne stadig intakte, altså ikke udfyldte (sorte på billedet). Som om det ikke var nok, så sprang meteoritten i luften nederst i atmosfæren, hvoraf to brudstykker altså landede i Aarhus.
”Den lille sten har været grueligt meget igennem. At jeg har fået lov til at arbejde med den, det er ret stort,” siger Maja C.F. Pedersen og vender meteoritten i hånden. Hun har netop fået udgivet resultaterne af Aarhus I-analysen i Dansk Geologisk Forenings tidsskrift og kan altså prale af at have skrevet sig ind i historiebøgernes afsnit om de danske meteoritter. Om hun skal arbejde mere med meteoritter fremover, ved hun ikke. Hun er generelt interesseret i planetær geologi, altså hvordan planeter dannes og udvikles.
”Hvis chancen byder sig, så kunne det da være sjovt at få lov at undersøge de andre danske stenmeteoritter, Ejby og Dueodde. Muligvis er de fra samme asteroide som Aarhus, og det kunne da være sjovt at være med til at undersøge,” slutter hun.
