Feltarbejdet ved Ilulissat, som du kan læse om her, skal blandt andet danne grundlag for et nyt geologisk kort over området, og både prøver, optegnelser og flybilleder er vigtige for forståelsen af de bjergarter, som findes netop der. Få indblik i rejsen fra felt til færdigt kort.
3D-fotos fra luften er afgørende

Det kræver høj koncentration at få brugbare optagelser i kassen med det kamera, som bruges til 3D-modellering af landskabet. Samtidig med at Thomas tager billeder, skal han instruere piloten i, hvilken retning og højde der skal flyves i. 3D-optagelser fra luften er et vigtigt element i kortlægningen og er afgørende for at kunne dække store arealer. I luften kan man desuden flyve over f.eks. stejle klippesider, som man ellers ikke ville kunne komme til.
Når feltarbejdet er slut, bliver optagelserne kombineret med andre typer digitalt billedmateriale i GEUS’ flylaboratorium, hvor billederne skaber en række 3D-modeller. Modellerne kan blandt andet bruges til at måle strukturer i landskabet som f.eks. folder, forkastninger og sprækker med indtrængende magma. Det er med til at give geologerne en bedre forståelse af geologien i et område.
Læs mere om, hvordan og hvorfor forskerne kortlægger Grønland:
Sarah Salehi finder usynlige mineraler i Grønland med et helt særligt slags kamera