Nyt kameranetværk spotter meteoritter, mens du sover

Der gik få timer, fra en stor ildkugle blev set på nattehimlen, og til at lektor James Scotts nye kameranetværk havde udpeget, hvor meteoritten ville være landet – og fik ret. Teknologien forhøjer markant chancerne for at finde nyfaldne meteoritter, og det er godt nyt for dem af os, der gerne vil vide, hvor vi egentlig kommer fra.

Der går ikke mange øjeblikke, fra Geovidens journalist har indfundet sig på lektor James Scotts kontor på Aarhus Institut for Geoscience til ’vi’ har opdaget en meteorit fanget af hans kameranetværk aftenen før.

”Wow, se lige det her billede fra i går aftes – det er en stor en!” siger han og peger på computerskærmens sort-hvid billede.

Ved at afspille videoen kan man se en stor, lysende ildkugle fare lynhurtigt hen over himlen i kameraets øverste venstre hjørne – væk lige så hurtigt, som den kom.

”Den skal vi lige ha’ regnet på senere,” siger James Scott og klikker billedet væk igen. Han har nemlig en computermodel, der ud fra optagelserne fra netværkets forskellige kameraer kan beregne meteorittens hastighed, retning, hvor den sandsynligvis er landet, og endda hvor i solsystemet den kommer fra.

Lige præcis denne her meteorit er der dog ikke gode chancer for at gå ud og finde på sit fortov. Optagelserne er nemlig fra New Zealand, hvor James Scott oprindeligt er fra. Her etablerede han det første kameranetværk til at overvåge nattehimlen for meteoritter i 2022. Selvom han selv er flyttet til Danmark siden da, er han stadig projektleder og bestyrer af hjemmesiden, der forbinder det hele: fireballs.nz.

’Fireballs’ (ildkugler) er nemlig det korrekte ord for de meteorer, som kameraerne fanger, inden de lander på jorden, forklarer han. Først når stenene er landet på jorden, kaldes de meteoritter. På vej ned gennem atmosfæren kaldes de ildkugler, fordi de varmes så kraftigt op på turen gennem atmosfæren, at de afgiver en hale af brændende materiale. Derfor skal der være tale om sten af en vis størrelse, for at de når jordoverfladen og ikke bare brænder op. Det sker for langt de fleste meteorer, der kommer ind i atmosfæren. De mindste af dem kender vi som stjerneskud. Det er typisk småsten, der brænder op meget hurtigt, højt oppe i atmosfæren.

Læs også: Meteroritter, meteorer eller meteorider?

Derudover lander mange af meteoritterne i havet, tilføjer James Scott. Måske for ikke at få journalistens håb for højt op.

Det perfekte fald

På trods af de hårde odds lykkedes det faktisk for fireballs.nz-holdet at finde en nyfalden meteorit, bare to år efter at netværket var gået i luften. Her fangede en lang række af kameraerne fordelt ud over New Zealand den store ildkugle, der kom ind i atmosfæren 90 kilometer oppe og bevægede sig 80 kilometer mod nordøst til midten af Sydøen med over 20 kilometer i sekundet (ikke i timen!).

I en højde af cirka 20 kilometer var ildkuglen blevet bremset så meget op af kontakten med atmosfæren, at stenen ikke længere brændte. De sidste 20 kilometer ned mod Jorden bevægede meteoritten sig derfor i det, der kaldes ’dark flight’, altså uden at lyse op. Nu ’kun’ med cirka 5 kilometer i sekundet.

Denne sidste del af rejsen er ikke til at se på kameranetværkets optagelser, og derfor er det svært at vurdere, hvor en meteor rent faktisk lander. Det er her, den smarte computermodel kommer ind i billedet, og James Scott finder udregningen frem fra dengang, meteoren faldt (se illustration herunder). På skærmen kan vi derfor se banen, meteoren fulgte hen over New Zealand, indtil den gik over i ’dark flight’. Derfra giver modellen en række forskellige bud på meteorens bane det sidste stykke ned mod Jorden.

”I den højde af atmosfæren (20 km, red.) er der stadig stærk vind, og det blæser stenen ud af den kurs, den havde i den øverste del af atmosfæren. Er stenen tung, vil vinden ikke skubbe den ret langt ud af kurs, men er det en lille meteorit, kan den godt blive båret langt,” forklarer James Scott og peger på rækken af parallelt buede linjer, der fortsætter ned mod Jorden. Hver streg er meteorens bane, hvis den vejer henholdsvis 1 gram, 10 gram, 100 gram osv. op til 1,5 kilo. Tilsammen dækker stregerne over det samlede, sandsynlige nedfaldsområde, der kaldes et ’strewn field’ eller et ’strø-felt’.

”Dengang tænkte vi: ’Go big or go home’, så vi valgte at starte eftersøgningen ved nedfaldspunktet for den største, altså en sten på 1,5 kilo,” siger James Scott og peger på punktet, hvor computermodellen mener, at en sten af den størrelse ville lande: en udtørret del af floden Tekapo River, cirka i midten af New Zealands Sydø. Det var næsten for godt til at være sandt, mindes han.

Læs også: Den store guide til meteorittyper

”Den meteorit kunne ikke være faldet mere perfekt,” siger James Scott. ”Den havde den perfekte bane på langs med landet, så den ikke faldt i havet, og så lander den ovenikøbet på en udtørret flod, hvor den kan ses på lang afstand mod det lyse sediment. Det fås ikke bedre.”

Han fik hurtigt samlet et hold af frivillige fra nærområdet, der gerne ville tage ud at lede. Der gik faktisk ikke engang en halv time, fra de forlod bilerne for at gå mod krydset på kortet ude på flodsletten, til de havde fundet meteoritten.

”Den lå i en lille fordybning i flodsedimentet ikke ret langt fra der, hvor vi regnede med at finde den,” fortæller han.

Meteoritten havde en karakteristisk sort smelteskorpe fra den voldsomme varmeudvikling på vej gennem atmosfæren, og den vejede 810 gram. Den manglede et lille stykke, som må være slået af i faldet. Her var dens lyse indre synligt. Derfor kunne finderne hurtigt karakterisere den som en stenmeteorit af kondrittypen, som er den mest almindelige slags. Men vel at mærke den første, der var blevet fundet i New Zealand i 20 år, og kun den tiende meteorit fundet i landet nogensinde.

Netværket udvides til Danmark

Desværre for James Scott var han faktisk ikke selv med til at finde Tekapo-meteoritten, da han på det tidspunkt befandt sig i Tyskland. Men det var ham, der undersøgte kameraoptagelserne, regnede ud, hvor den formentlig var landet, og arrangerede eftersøgningsholdet. Så på en måde var han med alligevel.

”Der kommer andre meteoritter,” siger han med et skuldertræk. Og det gør der. Hvert år falder der mange tusind meteoritter ned på Jordens overflade, hvoraf omkring et par tusinde af dem estimeres at ramme landjorden. Resten falder i havet. I gennemsnit er det dog kun fem-seks meteoritter, som rent faktisk bliver fundet hvert år her i nyere tid. Men de nye muligheder for at opdage dem og spore deres bane og sandsynlige landingssted med kameranetværk som det i New Zealand gør chancerne væsentligt højere, end de har været
før.

Heldigvis er James Scott i fuld gang med at etablere det samme netværk her i Danmark. Faktisk et netværk, der dækker hele Norden. Projektet hedder derfor ’Nordic Meteor Network’, og man kan allerede følge en række kameraers optagelser fra hver nat. Indtil videre er der kameraer i Danmark, Finland og Grønland.

Kameraernes optagelser uploades direkte til den globale hjemmeside globalmeteornetwork.org, hvor man kan klikke ind og se de nyeste billeder fra natten før. Og gå tilbage i tiden og se tidligere nætters samlede optagelser. Hvert billede samler alt, der har bevæget sig på himlen hele natten. Vel at mærke alt det, der lyser nok til, at kameraerne kan fange det.

”Derfor ser du også mange fly og satellitter på billederne, men det er heldigvis nemt nok at skelne fra ildkuglerne og de mindre stjerneskud. Når der er en stor ildkugle, er man ikke i tvivl.”

James Scott fortæller, at der faktisk også var en stor ildkugle over Danmark i november sidste år (2024), som kameraerne fangede. Desværre viste udregningerne bagefter, at den var faldet i havet et sted ud for Møns Klint. Så der var ingen grund til at lede.

For at forhøje fund-raten af nye meteoritter er han i gang med at etablere kameraer i Grønland, fortæller han. Det er så stort et område, at der statistisk set må falde langt flere meteoritter. Desuden vil sneen, der dækker jorden en stor del af året, forbedre chancen for at se de nyfaldne og typisk helt sorte sten. Han har lige bygget et kamera færdigt, som skal med til Nuuk inden for nogle måneder, og derefter skal han finde flere samarbejdspartnere, der vil lægge tag og internetforbindelse til flere kameraer.

Meteoritter fortæller solsystemets historie

Tekapo-meteoritten er stadig ved at blive undersøgt, både af James Scott selv og af kolleger på det newzealandske universitet University of Otago. Der kommer formentlig snart nogle svar på, hvad det præcis er for en slags kondrit (stenmeteorit). Og også på, hvad dens historie er, altså hvad den har været igennem, inden den landede i den udtørrede newzealandske flod – hvor den stammer fra.

For alt det kan bruges som små brikker i et kæmpestort puslespil, som James Scott og hans mange kolleger verden over er i gang med at bygge, nemlig puslespillet over vores solsystem og dets historie: Hvor kommer vi fra? Hvordan er planeterne opstået? Har der været liv flere steder end på Jorden og hvornår?

Læs også: Vulkan gav Maja unik mulighed for at se ind i Jordens indre

Spørgsmålene er utroligt mange, for forskerne har måske kun lige samlet puslespillets hjørner og kanter. Der mangler en masse brikker, vi ikke har fundet endnu. Og for at få nogle svar har forskerne brug for prøver fra de andre planeter og asteroider i solsystemet. Man kan nemlig ikke bygge et helt solsystems historie kun baseret på prøver fra vores egen planet, Jorden. Men det er uhyggeligt dyrt at arrangere missioner, der rejser ud og indsamler prøver fra de andre himmellegemer.

Derfor er det utroligt heldigt, at prøverne rent faktisk falder ned fra himlen. Indtil videre er der indsamlet meteoritter, som stammer fra både Månen og fra Mars. Derudover har man også fundet ud af, at en række meteoritter stammer fra store asteroider i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Blandt andet en asteroide kaldet Vesta.

”Mars-meteoritterne har lært os meget om Mars, blandt andet at Mars har haft aktiv vulkanisme indtil for relativt nylig,” siger James Scott. Han har selv en samling af små Mars-meteoritter og har for nylig dateret en række af dem.

”De her meteoritter er lavet af magma, altså størknet lava. Min datering viste, at de yngste af dem var få hundrede millioner år gamle. Det betyder, at der har været aktiv vulkanisme på Mars, da dinosaurerne levede her på Jorden.”

Hør podcasten: Da Stephanie pludselig var med på en Mars-mission

Vulkansk aktivitet er en del af en ’levende’ planet, som har dynamiske, geologiske processer, der cirkulerer materiale rundt på planeten, forklarer han. Det er siden stort set stoppet, og Mars er nu en næsten forklarer han, ’død’ planet, geologisk set. Der er ikke noget, der bevæger sig hverken udenpå eller indeni. I hvert fald så vidt vi kan se via satellitter og rumsonder. Der forskes stadig intenst i, hvad der bragte Mars ud af balance.

Den mest fremherskende teori er ifølge James Scott, at Mars’ størrelse var en stor del af problemet. Den var simpelthen ikke stor nok til at kunne modstå afkølingen fra verdensrummet, så derfor størknede Mars’ indre kerne langsomt. Det betød, at planeten mistede sit magnetfelt (se illustration herunder), som dannes af den roterende, flydende jernkerne i midten, ligesom her på Jorden. Uden magnetfeltet blev atmosfæren simpelthen blæst væk af solvinde og UV-stråling over tid.

Hvordan fungerer planeter?

Men havde der nået at udvikle sig liv, inden det gik så galt? Mars har trods alt eksisteret lige så længe som Jorden, i godt 4,6 milliarder år. Forskerne regner med, at atmosfæren på Mars forsvandt for omkring 4 milliarder år siden, men til gengæld kølede Mars’ overflade også hurtigere end Jordens. Derfor kunne livet begynde at udvikle sig på tidligere på Mars end her på Jorden, og mere eller mindre primitivt liv kan i teorien godt have nået at indtage planeten, før katastrofen indtraf cirka 500 mio. år senere. For selvom det kan lyde som en lille tidsramme, så er en halv milliard år en evighed. Til sammenligning er livet her på Jorden på cirka samme tidsramme gået fra bakterier og alger til de myriader af komplekse livsformer, vi ser i dag.

”Den unge planet Mars havde både en atmosfære og vand i flydende form, så der må derfor have været mellem 0 og 100 grader varmt ved overfladen. Plus der var de samme byggesten til stede i form af aminosyrer, som man mener var basis for livets opståen her på Jorden. Det er jo perfekte forhold for liv, som vi kender det, og det ville virkelig undre mig, hvis man ikke finder spor af tidligere liv på Mars før eller siden,” siger James Scott.

Alt det, vi ved om Mars, er baseret på relativt begrænsede informationer, da det er svært og dyrt at rejse dertil. Derfor kan alle Mars-meteoritter, der bliver fundet, potentielt bringe ny viden med sig, som kan gøre os klogere på vores nabos skæbne. Derfor er James Scott interesseret i de små sten fra den røde planet.

”Jeg vil grundlæggende gerne vide, hvordan planeter virker, og her er Mars et godt sted at lære,” siger han og fortsætter: ”Her på Jorden er alle spor fra planetens ungdom blevet ødelagt af de tektoniske processer, oceandannelse osv. De ældste bjergarter, vi har fundet, er omkring fire milliarder år gamle. Det betyder, at der er omkring 600 millioner år, vi ikke kan genskabe. Derfor er jeg meget interesseret i at undersøge meteoritterne fra blandt andet Mars, Månen og fra store asteroider, for ingen af dem har haft så voldsomme geologiske processer som Jorden. På dem kan man godt finde bjergarter tilbage fra deres dannelse, og derfor kan man godt genskabe deres tidlige historie,” forklarer han.

Se videoen: Kan Månen svare på, hvor vi kommer fra?

Den viden kan han og kollegerne formentlig bruge til at stykke et billede sammen af den allertidligste Jord, som efter alt at dømme er startet med at være rimeligt ens med de andre sten-planeter. Hvorfor Jorden blev markant mere aktiv og stadig opretholder liv, når de andre ikke kunne, er et af forskningsfeltets store spørgsmål. Hver gang der bliver fundet en ny meteorit fra en af stenplaneterne eller de store asteroider,
kan der potentielt komme nyt i sagen.

Meteoritterne ikke interessante i sig selv

På den måde er det faktisk ikke rigtig meteoritterne i sig selv, James Scott er interesseret i. Det er det, de kan fortælle med den uberørte, oprindelige kemiske sammensætning i deres indre. Ligesom med Tekapo-meteoritten i hjemlandet er det ikke James Scotts hensigt, at han nødvendigvis selv skal finde de meteoritter, som kameranetværket opdager. Selvom han selvfølgelig gerne vil prøve at finde en selv. Ideen med kameranetværkene er at få fundet så mange som muligt af de talrige meteoritter, der falder ned hvert år. Meteoritter, som kan blive doneret til videnskaben, hvor end de nu bliver fundet, i Danmark eller i New Zealand.

Samtidig synes James Scott, at det er vigtigt at være med til at engagere almindelige mennesker til at blive nysgerrige. Nysgerrige på nattehimlen og alt det, der sker derude, imens vi sover eller kigger andre steder hen.

”Alle kan være med til det her; jo flere, des bedre. Alle kan bygge deres eget kamera med den opskrift, der er på vores hjemmeside nordicmeteors.net, og så er man en del af netværket. Det kræver bare, at kameraet er på nettet. Vi har kameraer her på universitetets tag, på skoler, på bekendtes huse og på min kollegas hønsehus,” fortæller han.

Timerne er fløjet afsted med fortællinger fra solsystemets nære og fjerne egne, og pludselig er interviewet slut. Journalisten er nødt til at komme tilbage senere på dagen for at tage billeder til artiklen. Da hun banker på døren til kontoret lidt senere, kan James Scott imidlertid oplyse, at der er nyt i sagen om den store ildkugle, der blev set over New Zealand aftenen før.

”Den er desværre nok faldet i vandet,” konstaterer han og forklarer, at målingerne fra videooptagelserne viser, at det formentlig var et stykke fra en komet, som faldt ned i havet øst for New Zealand. Han tilføjer, at selv hvis den havde ramt jorden, var der formentlig ikke noget tilbage at samle op.

”Kometer er nemlig meget skrøbelige, deres konsistens kan sammenlignes med aske. Altså meget porøs. Det er en lille smule fast stof, som holdes sammen af en masse is, men når det smelter i atmosfæren, er der kun et meget skrøbeligt gitter tilbage, der pulveriserer, når det rammer en overflade.”

Falsk alarm denne gang. Men med alle de meteorer, der åbenbart falder over Jorden hver nat, kan man godt tillade sig at håbe, at der snart kommer gode nyheder fra Aarhus.