Thy undergrund

Thy gemmer på gode historier i undergrunden

Hvorfor er der flyvesand ved Vesterhavet og moler på Fur? Et kig på GEUS’ jordartskort (som du kan se her) kan give os et praj – men pas på! Når først du dykker ned i kortet, bliver du måske fanget af en god historie om, hvordan Danmarks landskab blev skabt. Lyder det spændende? Så tag med til Thy, hvor geologerne stikker spyd i jorden for at kortlægge, hvad der ligger et par spadestik under os …

Vejret er stridt på pløjemarken, hvor Henrik Granat går i et traktorspor. Han har ulden sweater på, vindtæt jakke og et par solide gummistøvler, som holder mudder og vand ude. I den ene hånd har han et langt, T-formet metalspyd, og på et tidspunkt stopper han op og begynder at trykke spyddet ned i den brune muld. Der skal lægges kræfter i, for selvom kalenderen siger forår, er jorden stadig lidt hård. Faktisk er det hundekoldt her i marts, og Henrik Granat skal være ude hele dagen. Det var han også i går, og det skal han også være i morgen. Men den erfarne geolog, som er ansat ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), klager ikke. Faktisk nyder han det, selvom det ikke ville have gjort noget med en solstråle i stedet for de regnbyger, som kommer og går.

Da spyddet er knap en meter nede, drejer Henrik Granat det lidt rundt, og så hiver han det op igen. Nederst på spyddet er der en rille, der nu er fyldt med jord, som kan studeres og typebestemmes af geologen.

Det døde hav

Henrik Granat ved en klint
Henrik J. Granat er geolog og ansat ved GEUS i Afdeling for Maringeologi. Ansvarlig for Boreprøve­laboratoriet og med til at kortlægge Danmarks jordarter.

Henrik Granat går rundt med et spyd på en mark, fordi han er på feltarbejde sammen med et hold kollegaer. De er af sted for at kortlægge, hvilke jordarter der findes umiddelbart under vores fødder – ret præcist en meter under dem, hvor man når ned under det øverste lag af pløjejord, græs, og hvad der ellers er opstået oven på den oprindelige jord siden istiden. Faktisk startede kortlægningen af Danmarks overflade i 1888, og mange af geologerne har været en del af dette projekt i flere år, ligesom fagfolk før dem. På den måde blæser historiens vingesus over felt­arbejdet.

mudderet på Roskilde Festival eller vandrer i Mols Bjerge. Det afhænger af processer og begivenheder, der skete for tusinder og indimellem millioner af år siden. Og Thy i Nordjylland, hvor holdet befinder sig lige nu, har virkelig noget at byde på geologisk set, mener Henrik Granat:

”Thy er sjov – af flere årsager! Lige der, hvor vi går og stikker nu, er der for eksempel salt i undergrunden. Måske flere hundrede kilometer ned. Og saltet er mange millioner år gammelt. Længe før istiden har Danmark faktisk lignet Det Døde Hav,” fortæller han og fortsætter:

”På et tidspunkt fordampede vandet, og når saltvand fordamper, efterlader det saltlag. Oven på det er der kommet mange lag af andre jordarter, som har presset på saltet, og når salt kommer under tryk, bobler det op og presser de øvre lag helt op til overfladen – som en slags blæner. Derfor kan vi møde saltet helt oppe nær overfladen.”

Masser af ler

Netop dét geologiske fænomen betyder, at geologerne finder materiale, der er meget ældre end det, som ellers dominerer det danske landskab. Det er såkaldte prækvartære jord­arter, som er dannet før istiderne. Op i spyddet kommer også det sjældne moler (udtales mó-ler), som især findes på øen Fur, og skrivekridt fra tiden, lige før dinosaurerne uddøde. I Thy kan man være heldig på en og samme dag at kortlægge flyvesand, hvis alder måles i århundreder, moræneler og smeltevandssand, hvis alder måles i årtusinder, og ikke mindst skrivekridt og moler, som er millioner af år gammelt. Ifølge Henrik Granat er Thy-egnen nok det sted i Danmark, hvor man kan finde flest af de prækvartære jordarter under pløjelaget, hvilket vil sige, at det er mindst 2,6 millioner år gammelt.

Så heldig kan man ikke være alle steder, fordi lag med så mange år på bagen ofte ligger dybt begravet under yngre jordlag.

”Da vi var i Himmerland i 2020, var det lidt mere kedeligt. Der findes moræneler, så langt øjet rækker: mudder og smat, der kommer helt oppe fra Norge eller Sverige og er blevet aflejret af isen, som dækkede Norden,” siger Henrik Granat med et smil.

Ved kortlægning af jordarter har geologoerne en lille arbejdsbog med et udsnit af et kort, hvorpå de kan notere de jordarter de finder.
Kortlægningen af jordarter er foregået på samme måde og med samme redskaber, lige siden arbejdet begyndte i 1888. Geologerne bruger et jordspyd og en lille bog, hvor man kan sætte udsnit af kort ind. I den noterer de tegnene for de jordarter, som de finder i netop det område. Bogen kan foldes fint sammen, så den lige kan være i lommen.

Udforsk jordartskortet digitalt
Udforsk det geologiske kort over overfladenære jordarter i skalaen 1:200.000 og 1:25.000 på www.geus.dk i samlingen ‘Kort over Danmark’. Kortet kan også downloades gratis her.

Igen og igen

Ude på marken kan Henrik Granat ret hurtigt slå fast, at jordprøven består af netop det meget almindelige moræneler. Det findes altså også i Thy, og han åbner sin arbejdsbog, som rummer et lille udskifteligt kort. Det er et udsnit af et større kort over hele det område, som holdet af geologer er ved at undersøge. De andre har på samme måde kort, som de noterer på, og nogle bruger deres mobiltelefoners GPS til at holde styr på resultaterne af stikkeriet.

Henrik Granat tager en blyant, og på sin præcise position tegner han på papiret en trekant, som er symbolet for moræneler. Derefter banker han lidt på spyddet for at få resterne ud. I modsætning til andre typer feltarbejde bliver der ikke taget noget med hjem til laboratoriet – analysen foregår udelukkende i felten. Så går han videre i traktor­sporet.

Kortlægning med jordspyd kræver gode armmuskler.
Det kræver muller, når spyddet skal i jorden! Her er det en af studentermedhjælperne, som forsøger. Foto: Henrik Granat

Mellem 100 og 150 meter længere fremme gentager han processen: spyd i jorden, op igen, undersøge og vurdere prøven, notere resultatet, videre. Sådan bevæger han sig frem og tilbage i terrænet, indtil han har dækket hele eller så meget som muligt af den bid jord, han i dag har sat sig for at kortlægge.

Frokosten og pauserne tager han i bilen, han har parkeret i nærheden. Den kan også lige gøre kolde lemmer varme igen, og det kan der være hårdt brug for.

En tynd pølse

På denne måde har geologer stukket spyd i jorden for hver hundrede meter over snart hele Danmark for at finde ud af, hvilken slags jord landets allerøverste lag består af. Jord kan nemlig inddeles i arter, og der findes lige omkring 70 forskellige jordarter i den danske undergrund (se de mest almindelige på side 12 og 13. Og læs, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på at undersøge, i artiklen efter denne). Nogle af de jordarter, man kan støde på en meter nede i den danske undergrund, ligner hinanden til forveksling, og derfor er det ikke altid lige nemt at se, hvad det faktisk er, jordspyddet har hevet med op. Når Henrik Granat skal introducere nye studenter­medhjælpere til feltarbejdet, giver han dem derfor et par fif:

”Jeg plejer at sige, at kan man rulle det til en tynd pølse, så er det nok en form for ler. Knaser det, når man presser spyddet ned, og drysser det ud, når man hiver det op? Så er det nok sand. Og kan man ikke få spyddet ned, skyldes det muligvis grus af småsten.”

Men selv med mange års erfaring i bagagen kan man blive i tvivl. I den situation må man trække på sin grundlæggende geologiske viden om det danske landskab: Hvilke typer jord er det mest sandsynligt at finde netop her? Hvor befinder jeg mig i terrænet? Hvordan har landskabet udviklet sig?

”Står man på den rimelig flade vestjyske hede, er det sandsynligvis smeltevandssand, man vil få op. Det var lige der, isranden gik ved den sidste istid, og da iskappen begyndte at tø, løb vandet nedad mod havet og dannede smeltevandssletter og aflejrede store mængder sand i gule nuancer,” forklarer han.

Thy kortudsnit
Når geologerne er ude at kortlægge, er der omkring 70 tegn, de kan vælge imellem, når de skal registrere, hvilken jordart de har fået op med jordspyddet. I praksis er der dog kun omkring 10 af dem, som er relevante for geologerne at bruge. Her ses et kortudsnit med moræneler (trekant), ferskvandstørv (omvendt T) og smeltevandssand (tre prikker i en trekant). De farvede dele af arbejdskortet er kortlagt tidligere og findes allerede digitaliseret. Foto: Henrik Granat

Lige ved og næsten færdigt
Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) blev stiftet i 1888 og havde dengang kun én opgave, nemlig at lave et geologisk kort over de overfladenære jordarter i Danmark. Formålet var at blive klogere på, hvilke naturressourcer vi havde i Danmark, da der var brug for blandt andet sand, grus og kalk til byggearbejde og ler til tegl. Kortlægningen begyndte nordfra, og så arbejdede geo­logerne sig sydpå gennem landet.

I 1988 blev DGU slået sammen med Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) og blev til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), og i tidens løb er nogle områder blevet sprunget over. Det gælder blandt andet Thy og Himmerland, som GEUS har brugt 2022 og 2023 på at kortlægge. Ved udgangen af 2023 er forventningen, at cirka 93 procent af Danmark vil være kortlagt, og GEUS regner med at være i mål med det langvarige projekt omkring 2030. Læs mere om baggrunden for det store arbejde i artiklen ‘Kan det virkelig tage 135 år at lave et kort?’.

Muslinger på afveje

Ved Limfjorden støder du ofte på sand, men de fleste steder er det ikke det gule smeltevandssand, men andre typer. Her findes ofte marine aflejringer, fordi store dele af Thy efter istiden først blev oversvømmet af havet og dernæst hævede sig op over havoverfladen, fordi isen ikke længere tyngede landet ned. Engang var jorden dér altså havbund, og derfor kan man for eksempel støde på hjerte­muslinger midt i et muldvarpeskud.

”Det kan være et tegn på, at din have engang har været bredden af en fjord. Så måske har der siddet en stenaldermand lige netop der og spist af havets skatkammer for 8.000 år siden,” fortæller Henrik Granat.

Man kan også få en pejling på jordtypen ved at kigge på farver og tekstur: Ler består af de fineste partikler, og jord­arten silt er grovere end ler, men finere end sand. Silt kaldes indimellem også melsand, fordi det opfører sig som mel og meget hurtigt tørrer ud, når man får det på fingrene. Grus defineres som korn, der er større end to millimeter, og
moræneler er et miks af det hele, fordi fortidens iskapper har fået blandet ler med sand, grus og sten, da gletsjerne kom tromlende hen over dem.

Puslespillet lægges

Thy undergrund
Efter en lang dag i felten er der lige en sidste opgave, som skal klares. Den lille stump kort, som hver geolog og studerende har haft med sig i sin arbejdsbog, bliver lagt under et ‘masterkort’ på et lysbord. Herefter kopieres alle registreringer til det store kort, og grænserne mellem de forskellige jord­arter optegnes. Foto: Henrik Granat

Sidst på eftermiddagen kører Henrik Granat tilbage til hovedkvarteret, som er et udlejningssommerhus i nærheden. Her mødes alle geologerne efter en lang dag i felten. Det er hårdt arbejde at bore en metalstang ned hundredvis af gange, så skuldrene er ømme, og benene trætte. Jordspyddene har fået fri og hviler sig på terrassen, men Henrik Granat og kollegaerne er ikke helt færdige endnu. Som brikker i et pusle­spil bliver de mange kortudsnit, som geologerne hver især har haft med sig, nu stykket sammen. Dagens jordarter, som er blevet noteret i form af trekanter, prikker, bølger, kryds og andre tegn, bliver overført til et stort ‘masterkort’, som ligger på et lysbord i stuen. Geologerne sammenligner kortgrænser for at få det så korrekt som muligt, og snakken går om dagens oplevelser og udfordringer.

I morgen skal de på den igen. Men inden da skal de have sig en øl, spise aftensmad og store mængder chips – og sove!

Flere indlæg
datakube
Læs mere

En kube med data

Når man tager det, der kaldes hyperspektrale fotos (som forskeren Sara Salehi arbejder med), får man en hel…