En enorm jernmeteorit faldt ned over Grønland for tusinder af år siden, og dens indre afslører spor fra solsystemets tidligste historie. Forskere har skåret sig vej ind i den og fundet usædvanlige kemiske mønstre, der kaster lys over, hvordan asteroider og planeter dannes.
Ved første øjekast ser det ud, som om den store meteorit er lidt tilfældigt placeret der midt på gårdspladsen ved det gamle Geologisk Museum i København. Den ligger på en hjemmebygget stålrampe kun præsenteret af et gammelt skilt med lidt fakta og dens navn – Agpalilik – og umiddelbart afslører klippeblokken ikke noget for den, som kigger på den.
Men ligesom alle andre meteoritter gemmer Agpalilik på himlens hemmeligheder. Den faldt efter sigende ned fra himlen over Grønland for 5.000 år siden, men dens indre kan fortælle en historie, som går milliarder af år tilbage – og det er noget, som vækker nysgerrigheden hos nogle naturvidenskabsfolk.
En af dem, som har brugt meget tid på Agpalilik, er Henning Haack, projektleder og underviser i Danmarks nationale naturfagscenter, Astra. Han er uddannet geofysiker og var tidligere kurator for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum, som det gamle Geologisk Museum nu er en del af.
Mød eksperten
Navn: Henning Haack
Baggrund: Geofysiker, projektleder og underviser på
Danmarks nationale naturfagscenter, Astra.
Henning Haack har et helt specielt forhold til meteoritten på gårdspladsen. Det var nemlig hans tidligere mentor på studiet, en geolog ved navn Vagn Buchwald, som i 1963 fandt den store krabat på Kap York-halvøen ved Qaanaaq samarbejde med lokale grønlandske kræfter bjærgede stenen og fik den fragtet til København, hvor den i 1967 fik en plads i gården ved Geologisk Museum – og i historiebøgerne. For Agpalilik er særlig.
For det første er den en af verdens største jernmeteoritter; den absolut største, man kan se i Danmark – og den eneste, du faktisk kan røre ved uden at få skældud … Og så er der bare et eller andet dragende over den, i hvert fald hvis man spørger Henning Haack:
”Da jeg havde min daglige gang på museet, måtte jeg lige hen at klappe Agpalilik hver morgen. Man får lidt et personligt forhold til den, når man har arbejdet med den.”
Uopdagede søskende
Agpalilik er én ud af en kæmpestor byge af meteoritter, som stammer fra kernen af en stor asteroide, der engang var i kredsløb om Solen i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Asteroiden blev smadret i en kollision for 650 millioner år siden, hvorefter de mange fragmenter fra den susede rundt om Solen i nye baner. De suser sådan set stadig rundt i rummet den dag i dag, og indimellem støder nogle af dem ind i andre himmellegemer – f.eks. Jorden. Det var sådan et sammenstød, som gjorde, at Agpalilik og en masse andre meteorit-stumper regnede ned over Grønland.
Fragmenterne fra denne byge kaldes Kap York-meteoritterne opkaldt efter den halvø i Nordvestgrønland, de landede på, og der ligger uden tvivl masser af Agpaliliks uopdagede søskende-meteoritter i området. Ligesom geologen Vagn Buchwald har Henning Haack været oppe at lede efter dem, dog uden held, for de er virkelig svære at finde i det ufremkommelige, klippefyldte landskab.
Verdens største meteoritskive
Efter Agpalilik var ankommet til Danmark, fik Vagn Buchwald skåret en stor bid af meteoritten. Det ses tydeligt på den ene side, hvor ’endeskiven’ mangler, præcis som hvis man havde skåret et stykke af et kæmpemæssigt franskbrød.
Det var første gang, at nogen formåede at arbejde sig igennem en jernmeteorit af det omfang (det tog 400 timer og kostede flere kilometer wire!), og resultatet blev verdens største meteoritskive.
Med skiven kunne Buchwald lave forskellige analyser af materialet. Undersøgelser af skiven har blandt andet vist, at dens kemiske sammensætning ændrer sig fra den ene side af skiven til den anden.
”Det er meget usædvanligt for jernmeteoritter, og vi kan også se, at kemien i de andre Kap York-meteoritter varierer, selvom vi ved, at de kommer fra samme nedslag. Det fortæller os, at det fragment af en asteroide-metalkerne, som Agpalilik og dens søskende stammer fra, har været så stort, at vi kan måle, hvilken del af den der størknede først, og hvilken del der størknede sidst,” fortæller Henning Haack.
Og ildkuglen selv, der fulgte med metalklumpens fald gennem atmosfæren, må også have været lidt af et syn, lyder vurderingen:
”Vi ved, at alle Kap York-meteoritterne sad sammen som én stor klump, da de kom ind i atmosfæren. En metalkugle på den størrelse vil veje 880 tons, så det må have givet noget af et stjerneskud på himlen, da det store metalfragment bragede ned igennem atmosfæren og til sidst brød i flere stykker. Hvis det var om dagen, har ildkuglen lyst kraftigere end Solen.”
Paralleller til Jordens indre
Det er dog ikke størrelsen på det metalliske himmellegeme, der gik i stykker og landede rundtomkring i Nordvestgrønland, der er mest interessant, mener Henning Haack. Det er i højere grad den historie, som Agpalilik og de andre Kap York-jernmeteoritter kan fortælle om den oprindelige, store asteroide,
som de stammer fra. Gennem Kap York-meteoritterne, som jo kun er en lille del af en meget
stor asteroidekerne, kan man få et indblik i, hvordan en kerne af jern kan opføre sig.
”Smelteprocessen i den oprindelige asteroides kerne viste sig at være mere kompleks, end man troede. Og da Jordens kerne har udviklet sig på samme måde som asteroidekerner, kan de lære os noget om, hvordan vores egen planet sandsynligvis udvikler sig,” forklarer Henning Haack.
”På den måde kan meteoritter som Agpalilik åbne døre og fortælle os hemmeligheder om, hvordan solsystemet opstod – og dermed også, hvordan vi selv er opstået,” slutter han.
