Fra designergummistøvler til spydspids i jagt på bæredygtigt sand

Hvordan går det til, at en matematisk student fra Rungsted bliver verdensførende ekspert inden for sandminedrift? Mette Bendixens vej har været snoet og uforudsigelig – og fuld af sand.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Mette Bendixen skulle blive geograf. Eller at hun skulle have sin egen forskningsgruppe på McGill University i Canada og være ekspert i sandindvinding og have et imponerende cv i en alder af 38 år.

Da Mette gik på gymnasium i Rungsted i Nord­sjælland, var hun matematisk – det var dengang, der kun fandtes to linjer: en sproglig og en matematisk – og hun klarede sig med egne ord ikke så godt.

”Jeg havde ikke noget særligt imponerende gennemsnit,” siger Mette.

”Geografi – det er da noget med verden”

Med et lidt slattent bevis for sin indsats i teenageårene var det ikke en overraskelse for Mette, da hun fik afslag på at komme ind på sit drømmestudie. Mette havde søgt ind på den så­kaldte sambas – basisuddannelse i samfundsvidenskabe­lige fag – på Roskilde Universitet. Hun ville gerne lave noget med udviklingsarbejde, som f.eks. ‘noget Danida-agtigt’, som hun siger. Sammen med afslaget fik Mette en brochure med fag, som krævede lavere karaktergennemsnit eller havde ledige pladser, som hun kunne søge ind på.

”Jeg kiggede listen igennem. Under G så jeg ‘geografi’, og så tænkte jeg: ‘Det er da også noget med verden’. Så ringede jeg til et telefonnummer på folderen.”

Det viste sig, at hun manglede kemi på b-niveau for at kunne læse geografi, men den flinke stemme i telefonen kunne meddele, at der samme dag startede et tre uger langt intensivt kursus i kemi på Københavns Universitet, som – hvis hun bestod – ville kunne give hende en plads på bachelor­uddannelsen i geografi. Mette hoppede på cyklen og tog straks afsted. Så brugte hun en måned på at studere kemi, og efter i årevis at have troet, at hun var dårlig til matematik og kemi, bestod hun kurset. Måneden efter startede hun på geografistudiet, dog med lidt lunkne forventninger, fortæller hun:

”Jeg tænkte, at jeg kunne bruge tiden der, og så kunne jeg nok flygte til Roskilde Universitet efter et år.”

Mette flygtede aldrig. Folk var flinke, det viste sig, at undervisningen var spændende, og underviserne var engagerede.

”Og det, jeg læste om, kunne jeg gå ud og se i virkeligheden. Det tiltalte mig virkelig meget. Jeg kommer fra Nordsjælland og var vant til, at gummistøvler er noget, man har på for at vise, hvor dyre de er,” siger Mette med et smil.

Sandet løber ud

Vi spoler lige tiden lidt frem. For Mette sidder nu som adjunkt på McGill University i Canada og har lige ansat en person mere til sit nyeste forsknings­projekt, som undersøger konsekvenserne af sandindvinding for mennesker og natur i lavindkomstlande i Afrika. Men hvorfor lige sand? Man skulle tro, at det er en ressource, som vi ikke behøver bekymre os om at løbe tør for. Men det er det, for sand er ikke bare sand. Den sandindvinding (også kaldet sandminedrift), som Mette forsker i, har til formål at skaffe sand, der er egnet til f.eks. beton, glas, computere og makeup. Det er den slags sand, som man tager fra floder og strande frem for fra sand­ørkener, og det er et problem.

Sandindvinding kan ødelægge levesteder for både mennesker og dyr og ødelægge unikke økosystemer. Og hvorfor kan vi ikke bare bruge ørkensand? Det duer ikke til byggeriet, fordi det er blevet slebet for rundt og er for ens i størrelsen. Mette beskriver det som at forsøge at stable marmorkugler. I byggeriet skal man bruge det mere kantede sand i forskellige størrelser, fordi det bedre kan kante sig sammen og ligge stabilt.

Hvad er situationen for sand?
Sand er det faste materiale, der bliver mineret mest af på verdensplan, hvis man måler på vægt. Vi bruger mere end 50 milliarder ton sand om året, og det går til byggeri, kystfodring, elektronik og meget andet. Det er uvist, hvor mange steder der bliver indvundet sand i verden. Der findes ikke en globalt ensrettet registrering af sandindvinding, ikke engang af den officielle og godkendte slags. I 2019 fremlagte FN en rapport, hvori der blandt andet var en prognose, der varslede, at den internationale handel med sand og grus fremover ville stige med 5,5 procent om året, blandt andet på grund af øget urbanisering og udvikling i infrastruktur globalt. FN har så sent som i foråret 2022 udgivet en rapport med konkrete anbefalinger til handling, såsom mere globalt samarbejde om at håndtere sandindvinding, og at genbruge byggematerialer i langt større grad end hidtil.
(Kilde: ‘Sand and Sustainability: Finding New Solutions for Environmental Governance of Global Sand Resources’, United Nations Environment Programme, 2019.)

Spot på sandmafiaens spor

Vores forbrug af sand er stigende. Vi bliver flere og flere mennesker på Jorden, og vi vil alle gerne have asfalterede veje, solide huse og computere. Måske ikke så overraskende fører den store efterspørgsel på sand til højere priser, og det har skabt grobund for et ulovligt marked. Der bliver simpelthen fjernet flere tusind ton sand om året, uden at de, der gør det, har rettighederne til det.

Nogle steder sker sandindvinding med store maskiner eller pumper på skibe, der suger sandet op fra havbunden. Andre steder vader eller sejler lokale beboere ud i mindre både for at hive sand op og sælge det til nogen, der distribuerer det rundt i verden. Sandets ulovlige herkomst bliver umulig at spore, når det bliver forvandlet til bygningsværker og produkter på hylderne. Der er opstået organiseret kriminalitet, der bliver kaldt ‘sand­mafiaen’, omkring den ulovlige sandindvinding, og det går ikke stille for sig, når sandmafiaer vil beskytte deres indtægt.

I 2020 blev en indisk journalist dræbt efter at have arbejdet på at eksponere ulovlig sandindvinding og hvidvaskning i byggerier i Indien. Men for at kunne eksponere problemet skal man kunne lokalisere det, hvilket kan faktisk være svært, og det er noget af det, som Mette arbejder med. I 2019 sad hun og kiggede gennem flere tusinder af satellitbilleder af det afrikanske kontinent for at finde steder, hvor der måske finder sandindvinding sted. I Canada i 2022 kan hun fejre, at hun netop har ansat en kollega, der skal udvikle maskin­læring, som skal kunne identificere sand­indvinding på baggrund af satellitbilleder, i Mettes forskningsprojekt, der skal kortlægge al sandindvinding – både den lovlige og den slags, der foregår i det skjulte.

I 2019 skrev Mette Bendixen og tre kolleger et videnskabeligt debatindlæg i Nature om behovet for at overvåge global sandminedrift bedre, f.eks. via satellitfotos. I artiklen brugte hun eksemplet herover fra floden Umngi i det nordlige Bangladesh, som “viser den dramatiske effekt af sandindvinding”.
I 2010 er der begrænset sandindvinding, og flodleje og flodbanker er intakte, og flodens slyngning naturlig. I 2014 er der opstået mange små huller, hvor sand er fjernet. Det forstyrrer flodens forløb og øger erosionen af det tilbageværende materiale. I 2017 er floden fuldstændig forandret, da det meste af sandet nu er væk. Den slags ændringer kan have indvirkning på biodiversiteten, som over lang tid havde tilpasset sig flodens naturlige forhold, vanddybde, strømningshastighed m.m. Hvilket igen kan have betydning for mennesker, da nogle fangstdyr eller planter måske ikke længere kan leve der.
(Kort: Google Earth, 2010, 2014, 2017 bragt i Bendixen et al. 2019: ‘Time is running out for sand’, Nature Comment.)

Udover at kunne pege på, hvor sandindvinding finder sted, vil Mette også gerne blive klogere på, hvad det betyder for biodiversiteten og for de mennesker, der bor i området, og som måske er afhængige af en lokal flod eller strand. For det kan sagtens ske, at deltaet eller stranden forsvinder eller bliver transformeret på grund af sandind­vindingen. Da Mette bliver spurgt, om hun har et bud på alternativer til sand som råstof, kommer svaret prompte:

”Nej,” siger hun. Så holder hun en kort tænkepause. ”Det er der andre, der er meget mere kvalificerede end mig til at komme med bud på. Det er også for langt fra mit område. Jeg er mere interesseret i at åbne folks øjne for det kæmpe problem. Jeg viser, hvordan det står til.”

Mettes arbejde er ikke gået ubemærket hen. Det har for alvor fået mediernes opmærksomhed i de senere år, og det er ikke kun fagmedier med fokus på byggeri, der gerne vil fortælle om sandkrisen. Også store medier som The New York Times har haft fat i Mette for at formidle om ressourcemanglen.

”Det er stadig et nyt område inden for forskning, og det kan mærkes, at vi ikke er så mange, der forsker i det endnu. Jeg har givet mere end 70 interview om sand på verdensplan over de seneste par år,” siger Mette.

Men hvordan kom Mette overhovedet til at arbejde med så nyt et forskningsområde? For at kunne se det samlede billede må vi tilbage til dengang, Mette lavede sit ph.d.-projekt.

Mette Bendixens forskning kom på forsiden af The New York Times i 2019. En journalist og en fotograf tog til Grønland for at interviewe Mette og tage billeder til artiklen fra helikopter. Der er ikke mange danske forskere, der får deres arbejde at se pryde forsiden af The New York Times.

”Vi har en skør idé”

Mette afsluttede sin kandidat i 2011 og påbegyndte en ph.d. i 2012, hvor sand-eventyret for alvor startede. Bare i en lidt koldere del af verden. I projektet ‘Delta Dynamics – Evolution of Sedimentary Coasts in Greenland in a Changing Climate’ undersøgte hun ændringerne i aflejringer af sand og grus på Grønlands kyster, som klimaforandringer fører med sig.

”Jeg var heldig at møde Aart Kroon, der blev både min specialevejleder og min ph.d.-vejleder i Grønland. Jeg var ikke god til matematik, men han kunne se mine andre styrker og troede på mig. Man kunne stille en masse spørgsmål, hvis man bare var engageret.”

Under sit ph.d.-projekt var Mette på barselsorlov, og da hun kom tilbage til forskningsarbejdet, havde hun brygget på noget, der var blevet til en insisterende undren: Et forskningsprojekt havde dokumenteret erodering af kysterne i Arktis på grund af klimaforandringer, så hun undrede sig – mon hun ville kunne se samme tendens i Grønland?

Mette sammenlignede gamle foto af Grønlands kyster med nye og fandt ud af, at de grønlandske deltaer stik modsat Arktis’ voksede. Det gjorde de, fordi voksende mængder sand og grus ophobede sig i deltaerne langs de grønlandske kyster, efterhånden som den smeltende is bragte det med sig. En dag snakkede hun med sin mand, der også er en forskerkollega, om, at en af dem havde læst noget om sandmangel. Så fik de en idé. Måske en lidt skør en: Hvad hvis Grønland solgte sit nyfundne sand? Og for en gangs skyld måske kunne få noget positivt ud af effekterne af klimaforandringerne?

Mette og hendes mand snakkede med de andre forskerkollegaer om det, og der var ingen tvivl om, at det var værd at forfølge. De havde fundet et underbelyst område med stor aktualitet og muligheden for at løse flere problemer. Og hvor der for at afdække både muligheder og konsekvenser ville kunne blive brug for at blive lavet meget ny forskning. For forskere er det lidt som at finde guld. Det har da heller ikke været vanskeligt for Mette at finde midler til at finansiere forskning inden for området siden, da mange kan se fordelen ved at undersøge de dyrebare sandressourcer yderligere.

Som geograf fandt Mette det vigtigt at inddrage lokalbefolkningen, når det gjaldt udnyttelsen af deres egne ressourcer. Et af de forskningsprojekter, som Mette har arbejdet på siden sit ph.d.-projekt, omhandler derfor en mulig sandindustri i Grønland og har via en nationalt repræsentativ undersøgelse afdækket, hvad den grønlandske befolkning synes om den idé. Det viser sig, at 8 ud af 10 støtter ideen om at starte en sandindustri i Grønland, og at flertallet gerne vil holde sandminedriften på grønlandske hænder. I dette tilfælde bestod Mettes forskning i at udføre en husstandsundersøgelse og at behandle og præsentere dataene.

Grønlands sandeventyr lader vente på sig

I Grønland har Grønlands Selvstyre også fået øjnene op for Mettes forskning. Prisen på sand er steget med 10,5 procent på det globale marked i perioden 2017–2021, og intet tyder på, at det stopper lige foreløbig. Tværtimod vurderer eksperter, at prisen på sand vil fordobles over de næste 25 år. Med de nuværende priser ville Grønland kunne tjene omkring to milliarder kroner på sit sand. Men hvorfor hører vi så ikke om, at Grønland skovler penge ind ved at sælge sand? Det er, fordi det ikke kan betale sig lige nu. Det koster nemlig mere for Grønland at indsamle og fragte sandet derhen, hvor de kan sælge det, end de kan tjene på det med de nuværende priser. Grunden til, at det kan betale sig for andre – som f.eks. sandmafiaen – at sælge sand, er, at de indvinder sand fra områder, hvor sandet er lettere tilgængeligt, og hvorfra de nemmere kan fragte det derhen, hvor de kan sælge det. Nogle steder betaler sandmafiaen endda fattige mennesker for at lave det hårde slid med at slæbe sand for en ussel løn. Selvom sand er dyrt, skal prisen stige mere, før det kan betale sig for Grønland at sælge sit sand.

”Det handler om at turde”

Mette er god til at præsentere den viden, som hun er med til at producere. Misundelsesværdig god, vil nogle forsker­kollegaer måske mene. Allerede i 2017 publicerede Mette sin første artikel om de grønlandske deltaer i det eftertragtede tidsskrift Nature sammen med sine kollegaer – noget af det højest opnåelige i mange forskningskredse. Der er forskere, der forsøger at publicere i Nature uden succes gennem hele deres karriere, og Mette scorede mål på sit første forsøg.

”Det handler om at turde,” siger Mette. Hun vidste, hun havde fat i noget stort, og tog bare chancen og sendte sin artikel til tidsskriftet.

”Det er lidt som et spil. Vi skal spille mod de bedste i verden inden for vores felt. Nogle gange taber du, og nogle gange vinder du. Jeg vandt dengang.”

Og betyder det så noget, at der står Nature på ens publicerings­liste så tidligt i karrieren?

”Det har da nok bidraget til at bane vejen,” siger Mette. Men noget af det er også et talent for at kunne skrive f.eks. forskningsansøgninger til at sikre midler til projekter. Og hvis Mette ikke var ved at belyse verdens sandkrise, ville det nok være dét, hun brugte sin tid på.

”Jeg har haft ret god succes med at søge om penge og vinkle ansøgningerne rigtigt. Så det ville jeg nok hjælpe andre forskere med, hvis jeg skulle lave noget andet end det, jeg gør,” siger Mette.

Et klap på skulderen – eller to

Det kan godt være, at Mette ikke fik en samfundsviden­skabelig uddannelse fra Roskilde Universitet, og at hun ikke arbejder for Danida. Men hun arbejder hver dag med at åbne folks øjne for en ressourcekrise, som påvirker alle på hele Jorden, og hun bruger samtidig sin stemme i den offentlige debat til at sætte fokus på andre emner, som står hende nært. Mon ikke den gymnasiestuderende med de jævne karakterer ville være ret stolt af, hvor Mette er i dag – også selvom hun nok ikke ville ane, hvad det der geografi går ud på, og være lidt forvirret over, hvorfor Mette anno 2022 taler så meget om sand.

Bevar nysgerrigheden

Og hvad ville Mette selv sige til sit yngre jeg, hvis hun skulle give hende et råd med på vejen?

”Tro på dig selv, og at du er god nok. Spørg om hjælp, hvis noget er uklart eller svært. Og bliv ved med at være nysgerrig!”

Hvad er sand?

STØRRELSE Hvad forstår vi egentlig ved ordet sand? Det ligger på stranden og indgår i sandslotte, jovist, men ifølge den geologiske definiton er ‘sand’ primært en størrelsesbetegnelse, som vist herover. Mineralkorn i størrelsesordenen 0,2 mm til 2 cm er sand, enten fint, mellemfint eller groft. Bliver fragmenterne mindre, er der tale om silt eller ler, og er de større, er det grus, sten og endda klipper. Forskellige størrelser bruges til forskellige ting.

INDHOLD Sand består mest af nedbrudte stykker af bjerge og klipper blandet med skalfragmenter fra muslinger, flint etc. Derfor kan sand også bestå af mange forskellige bjergarter. Hvor blandet det er afhænger bl.a. af den rejse, det har haft via transport af vand, vind eller gletsjeris. Almindeligt hvidt strandsand er typisk meget ensartet og indeholder omkring 95 procent kvarts (kaldes derfor kvartssand), og denne renhed gør det velegnet til f.eks. beton.

FORM Sandkornenes kanter kan være mere eller mindre slidt af og inddeles derfor også efter afrundethed. Til f.eks. byggeri skal man typisk bruge kantet sand, der får beton til at hænge godt sammen, ligesom en blanding af forskellige kornstørrelser øger styrken.