Store lavasøjler fra askekeglen ved Fagradalsfjall i 2021

Video: En tur til vulkanens indre

Maja Bar Rasmussen har lige afsluttet sin ph.d. om vulkaners geokemi, da en række nye vulkanudbrud giver hende en unik mulighed for at se direkte ind i vulkanens indre. Hun skynder sig ud for at tage lavaprøver, som hurtigt viser, at denne her vulkan ikke opfører sig, som nogen forventer.

En fredag aften i marts 2021 sad Maja Bar Rasmussen med nogle kolleger i Reykjavik og snakkede, da opkaldet kom. Om de havde hørt det? Der skete noget på Reykjanes-halvøen mod syd.

Først vidste de ikke helt, hvad de skulle gøre af sig selv. Det var jo sent, og de havde fået nogle øl. Men efter lidt snak frem og tilbage skyndte de sig ned på kontoret på universitetet. Her fandt de en række andre kolleger, som også havde forladt sofaerne og middagsbordene for at stå der foran fællesrummets storskærme. En af skærmene viste et livefeed fra en helikopter, der cirklede rundt og rundt i nattemørket over en sprække af rødglødende lys.

Vulkanen var gået i udbrud.

Hør hele Majas historie og se hendes flotte optagelser fra den aktive vulkan herunder eller læs artiklen her.

Accepter venligst statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.
Vulkanen Fagradalsfjall i Island gik i udbrud i 2021, og Maja Bar Rasmussen kom helt tæt på. (Video: Geoviden, Undergrund Channel)

Billede af Maj Bar Rasmussen, postdoc ved Københavns Universitet

Maja Bar Rasmussen

Stilling: Postdoc på Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturressourcer (IGN)

Arbejder med: Geokemien i Jordens indre,
især magmatiske bjergarter. Var med til at
tage prøver fra det første af de nye udbrud på Reykjanes-halvøen i Island i 2021 og efterfølgende analysere resultaterne. Arbejder i dag med kemisk CO2-lagring ved hjælp af forskellige mineraler.

Flere indlæg