Et uløst mysterium om et kæmpeskred med våde tæer

Mange landskred i Danmark lever et forholdsvis stille liv, men Voderup Klint på Ærø er både et turist-trækplaster og et vaskeægte geologisk mysterium, som geologer lige nu prøver ihærdigt på at forstå. For hvorfor er skreddet så stort? Og befinder skreddets tæer sig faktisk ude i havet?

Mange landskred er lidt som isbjerge: Toppen er synlig, men en stor del befinder sig under overfladen. Sådan et er landskreddet ved Voderup Klint på Ærø. Når du står på stranden og tror, at her stopper skreddet, så tror du forkert. Skreddet fortsætter faktisk både ned i jorden og ud i havet. Det fortæller seniorforsker i geologi ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Kristian Svennevig, som sammen med kolleger fra GEUS er i gang med et projekt, der blandt andet kortlægger landskreddet ved Voderup Klint i dybden, helt bogstaveligt. For der mangler i den grad viden om den indre anatomi af de danske landskred. “Selvom vi efterhånden har kortlagt tæt på 4.000 landskred i Danmark (læs mere på s. 34–35), ved vi næsten ingenting om, hvordan de ser ud indeni. Og vi skal ikke bare kigge ned i jorden; vi skal også ud på havbunden, for vi regner med, at mange af landskreddene, blandt andet det ved Voderup Klint, fortsætter ud på havbunden. Det er formentlig to tredjedele af skreddet, der er på land, og resten ligger under havbunden i kystzonen,” siger han.

Ved denne type landskred langs kysten bliver forenden af skreddet – kaldet skredtåen – nemlig løftet op, og når skred det er rigtig stort, som ved Voderup, kan det ske forholdsvis langt ude i havet. Det er altså den nederste del af landskreddet, som vippes op, i takt med at skreddet bevæger sig nedad inde på land. Lidt ligesom en vippe. Det skyldes, at Voderup Klint-landskreddet er et såkaldt rotationsskred. Her skrider jorden ikke ’bare’ ned langs med skrænten, men glider i stedet i bueformede skiver (læs mere om landskredstyper og -begreber på s. 16–17). Kristian Svennevig forklarer, at hver gang landskreddet har stukket ’tæerne’ lidt op over havbunden, så er de lynhurtigt blevet nedbrudt igen af bølgerne (se figur 8). ”Derfor ligger der formentlig kun de tungere sten og grus tilbage, som ikke kunne flyttes af bølgerne. Her vil tangplanter bedre kunne vokse, end de kan på sandbunden rundt om, og det kan skabe en mørk linje af tangbevoksning nogenlunde parallelt med stranden. Det er i hvert fald vores hypotese lige nu, men det er ikke endeligt bevist,” siger han.

Havet trækker Voderup i tæerne

Dronefotos fra Voderup viser tydeligt en mørk stribe i havet, der kunne passe med forskernes tå-teori, men der er først planer om, at geologerne undersøger det nærmere, på et senere tidspunkt, fortæller han. Lige nu har han og kollegerne nemlig travlt med den første del af kortlægningen af Voderup-skreddet sammen med en række andre landskred, f.eks. ved Røjle Klint på Nordfyn, Røsnæs på Vestsjælland og Møns Klint på Møn. Selve eksistensen af ’skredtæer’ er velkendt, fortæller forskeren. Den usikre del er, hvordan de ser ud ude i havet. Det er nemlig ikke kortlagt før. ”Mekanikken bag er forholdsvis simpel, for når der er sket et skred, og tåen er løftet op enten på en strand eller ude i havet, så vil bølger eller havstrømme over tid nedbryde den. Den masse, som bølgerne fjerner fra skreddet medfører, at skreddet ikke længere er i balance – nu er toppen pludselig tungere end bunden. Derfor vil det så begynde at skride igen og løfte tåen op på ny. Det er hovedsageligt det, der driver hele skredbevægelsen over længere tid i denne type skred, kan man sige.”

Undersøgelser uden ødelæggelser

Hen over efteråret 2025 indsamlede et hold forskere og specialestuderende fra GEUS og Aarhus Universitet målinger fra både undergrund og havbund ved og omkring Voderup Klint. Målinger, kystklinten, som de nu er i fuld gang med at se igennem og prøve at forstå. For selvom Voderup Klint-landskreddet er flere hundrede år gammelt, så er det først inden for det seneste årti, at geologer og geofysikere for alvor har fået mulighed for at undersøge jordlagene i detaljer uden at være nødt til at grave et kæmpe hul midt i det hele. Hvilket selvfølgelig er strengt forbudt, da Voderup Klint er fredet.

Før i tiden har man været begrænset til at studere jordlagene der, hvor de var synlige, f.eks. i fritlagte skrænter, grusgrave eller i boringer. Senere kom såkaldte seismiske teknikker til, hvor man ved hjælp af dynamit eller en stor hammer sendte rystelser ned i jorden og målte, hvordan dele af rystelserne blev kastet tilbage. Det giver nemlig et billede af de indre lag i jorden og deres placering i forhold til hinanden. Lidt ligesom en flagermus kan ’se’ sin omverden ved at sende lydsignaler ud og lytte til ekkoet. I dag er der heldigvis kommet endnu mere fintfølende og væsentligt mindre indgribende metoder til, som hverken kræver gravkøer eller sprængstoffer. Det forklarer Line Meldgaard Madsen, der er adjunkt i geofysik ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet og også deltager i projektet. På instituttet har de nemlig udviklet en række ’geo-scannere’, som ved hjælp af elektromagnetiske målinger kan scanne undergrunden. Scanningsmetoden omtales ofte ’TEM’, hvilket står for ’transient electromagnetics’.

Kort fortalt sendes en strøm gennem en stor spole i måleudstyret, som derved genererer og sender et elektromagnetisk signal ned gennem jorden i det område, man gerne vil undersøge. Signalet ændrer sig afhængigt af de geologiske lag, når det bevæger sig gennem jorden, og bliver til sidst målt i en modtagerspole på jordoverfladen. Det giver et meget detaljeret billede af, hvordan jorden ser ud indeni, forklarer hun. Og alt, forskerne behøver at gøre, er at trække, bære, sejle eller flyve udstyret hen over jordoverfladen. ”Vi ved, at forskellige jordtyper har forskellige elektriske egenskaber. Det er disse egenskaber, som TEM-metoden måler, og som bagefter oversættes til en geologisk model af området, hvor man kan se, præcis hvor der er ler, sand, grus og så videre,” forklarer hun.

HER SKAL FIGUR 9 VÆRE

Flydende scanninger

FloaTEM er en elektromagnetisk metode til dataindsamling på vand. Systemet trækkes efter en båd, hvor sender- og modtager­spolerne hviler på pontoner. Den kan scanne havbunden ned til en dybde på 30–70 m, afhængigt af vandets ledningsevne.

Uofficiel verdensrekord

Line Meldgaard Madsen var i efteråret 2025 selv ude med et hold kolleger og sejle TEM-udstyret op langs med Voderup Klint for at måle den del af landskreddet, som holdet formoder ligger ude i vandet (læs mere s. 33). Et andet hold bar udstyret frem og tilbage oppe på den ’tørre’ del af skreddet og fik dermed målt landdelen. Derudover har flere forskellige hold forskere, også geofysikstuderende, været rundt i området og tage flere forskellige slags målinger. Faktisk er projektet en uofficiel verdensrekord, fortæller Line Meldgaard Madsen. ”Der er mig bekendt ikke andre i verden, der har lavet den her sammenkobling af målemetoder fra land til vand for et landskred før. Så det bliver utroligt spændende pludselig at kunne se hele skreddets forløb og sammenhæng med den omkringliggende geologi både på land og til havs.”

Hvorfor er Voderup så perfekt?

Projektet er et godt eksempel på et klassisk geologisk mysterium, fortæller Kristian Svennevig. For selvom landskreddet ved Voderup Klint er et af landets mest kendte – og største – så er der meget, man ikke ved om det: ”Hvorfor i alverden er Voderup-skreddet så bredt (over 1,3 kilometer, red.)? Og hvorfor har det så velbevarede, perfekt trappeformede terrasser? Vi ser også dannelse af skredterrasser andre steder i landet, men ingen steder så perfekte eller store som ved Voderup Klint. Svaret må ligge i geologien i lige nøjagtig dét hjørne af Ærø.” Noget ved geologerne dog allerede om Voderup Klint, nemlig at skreddet falder sammen med store sammenskubbede og foldede lag af till/moræneler og ler i undergrunden. Sådan nogle foldninger er skabt af de kæmpestore gletsjere i den seneste istid, der skubbede til lagene, imens de bevægede sig frem. Når disse sammenskubbede flager af geologiske lag senere bliver eroderet af bølger, kan de blive ustabile og glide ud igen. Derfor har mange af de større landskred i Danmark de sammenmaste ’rødder’ til fælles.

Mysteriet er dermed ikke i så høj grad, hvorfor skreddet ved Voderup er opstået, hvor det er. Det er nærmere, hvorfor det ser ud, som det gør, hvor andre lignende skred typisk er både mindre og mere udviskede i kanterne. Forskerholdet er netop i gang med at forsøge at forstå, hvad deres mange målinger egentlig viser. ”Vi har ikke svaret endnu, men uanset hvad vil de nye målinger hjælpe os til bedre at forstå landskred i Danmark, også dem, hvor der ligger huse og veje ovenpå. Ud fra det, vi har set indtil videre, kan det være, at vi også skal ind at pille ved de grundlæggende tanker om dannelsen af landskabet i Danmark. For hvis de her områder, stablet sammen af isen, kollapser i spektakulære landskred i dag, hvad skete der så ikke i landskabet, lige efter de blev dannet under den seneste istid?” Holdet forventer at have nogle svar i løbet af 2027/28.

Mød forskeren

Line Meldgaard Madsen er adjunkt i geofysik ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Hun arbejder med elektriske og elektromagnetiske metoder med særligt fokus på numeriske metoder og inversionsteori, som bruges til at omdanne geofysiske data til 1D-, 2D- eller 3D-modeller af jordens elektriske modstand.