Størrelsen på Indlandsisen varierer helt naturligt fra år til år – nogle år bringer vækst, og nogle bringer tilbagegang. Klimaforandringerne er dog ved at skubbe til den balance.
Indlandsisen består af omkring 2,7 billiarder ton is. Det er så enorm en masse, at isen har mast undergrunden i Grønland sammen i sådan en grad, at midten af landet vil hæve sig en kilometer, hvis isen pludselig forsvandt. Det er imidlertid ikke et konstant billede, da isens masse varierer både fra sommer til vinter og fra år til år.
Vinteren i Grønland betyder voldsom kulde, snefald og mørke, så her opbygger iskappen masse i form af ny sne og is. Sommeren medfører solskin og plusgrader, så her smelter noget af isen og sneen igen, hvilket betyder, at Indlandsisens totale masse bliver mindre. Indlandsisen har altså ikke en fast størrelse, men i stedet en såkaldt massebalance, der er et udtryk for isens totale masse set over tid.
Ligesom med en typisk bankkonto er der én stor indtægt til at dække udgifterne, nemlig snefaldet om vinteren. Derefter kommer en masse løbende små og store udgifter, der tærer på den indtægt. For isens vedkommende er det afsmeltning fra overfladen, kaldet overflademassebalancen, og gletsjernes kælvning af isbjerge i løbet af sommersæsonen, kaldet gletsjerkælvning.
Indlandsisens konto gøres op én gang om året, nemlig i slutningen af august, hvor den sidste vinters snefald i store træk regnes sammen med sommerens afsmeltning. Her kan isen så komme ud med overskud, underskud eller ligevægt i sin samlede masse.
25 år med massetab
Hvorvidt isens bankkonto er i balance eller ubalance, er det, glaciologer og klimatologer kalder isens massebalance. Ved at holde øje med massebalancen kan man se, om Indlandsisen vokser, bliver mindre eller holder den samme størrelse år for år.
Nogle af dem, der holder øje med Indlandsisens massebalance, er et dansk-grønlandsk hold under projektet Programme for Monitoring of the Greenland Ice Sheet (PROMICE). Forskerne er fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), DTU Space og ASIAQ, og de følger massebalancen via data fra satellitter, GPS’er og målestationer placeret rundt på isen.
Ved hjælp af data på nedbør, solindstråling, isens hastighed og meget andet kan de se, at Indlandsisen har tabt masse siden slutningen af 1990’erne (se graf). Før da svarede ‘indtægten’ hos Indlandsisen (overflademassebalancen) omtrent til udgifterne (gletsjerkælvningen) over tid. Siden har det tiltagende varme klima dog forskudt balancen til den negative side, så Indlandsisen generelt taber mere masse om sommeren, end der kan nå at blive opbygget om vinteren. Derfor bliver Indlandsisen mindre.
Data samles sammen og laves blandt andet til en række interaktive kort over Indlandsisens massebalance på både daglig og sæsonmæssig basis. De kan findes sammen med en masse andre data og kort på polarportal.dk.
Indlandsisens massebalance har været negativ i 25 ud af de 33 år fra 1986 til 2019, som PROMICE-forskerne har data fra. Det mest ekstreme år med massetab var i 2012, hvor Indlandsisen mistede over 400 gigaton (Gt) is (400 milliarder ton) til afsmeltning og kælvning. Det er fire gange så meget vand, som der løber gennem Gudenåen på et år.
To udregninger lægges sammen
I praksis udregnes massebalance som en sum af alle de processer, der henholdsvis fjerner og tilfører masse til isen. Udregningen deles op i to deludregninger, henholdsvis overflademassebalancen og gletsjerkælvningen. Der er nemlig stor forskel på, hvordan isen opfører sig inde på selve Indlandsisen, og når den kommer ud i gletsjerne, og derfor får man det mest præcise resultat af at dele det op i to:
1. Overflademassebalance
Massetilførsel ved nedbør, der falder på overfladen, minus massetab ved smeltning. Overflademassebalancen har hidtil været positiv, så der hvert år er tilført mere, end der er smeltet fra overfladen, selvom det overskud er blevet mindre og mindre i de seneste årtier og i 2012 næsten ramte nul.
2. Gletsjerkælvning
Massetab ved kælvning af isbjerge. Gletsjerkælvning regnes som den is, der brækker af gletsjernes fronter som isbjerge og siden smelter i havet. Værdien er altid negativ, i og med at isen i fjordene ikke limer sig selv fast på gletsjerne igen.
