Makrelmadder, kokasser og et gigantisk landskred

Kom med til Vejle Ådal, hvor ph.d.-studerende Marie Winther og en håndfuld kolleger er taget på feltarbejde for at kortlægge et kæmpestort forhistorisk skred!

På en bakketop står et hold geologer og geografer en tidlig morgen og kigger ud over Vejle Ådal. Vi er en broget flok: to specialestuderende, en geolog fra Vejle Kommune, en hobbygeolog, nogle forskere, en postdoc og en ph.d- studerende. Fælles for os er fascinationen af landskred og ønsket om at forstå, hvordan store forhistoriske skred har påvirket landskabet i Danmark – et land, der oftest opfattes som fladt og stabilt. Det er marts, det er overskyet, og det regner let. Mod vest strækker dalen sig ind i landet, mod øst ligger Vejle Fjord. Her, midt i en af Danmarks mest markante tunneldale, skal vi finde spor efter kæmpestore forhistoriske landskred. Helt konkret er vi taget til Vejle for at kigge på et skred, der dækker et område på 11 kvadratkilometer, svarende til flere end 1.500 fodboldbaner.

Tunneldal og istid

Vejle Ådal er en af Danmarks mest markante tunneldale. En tunneldal er en langstrakt dal, der blev udgravet af smeltevand under en gletsjer under istiden, hvor vandet strømmede gennem tunneler i eller under isen. Den er op til to kilometer bred og strækker sig cirka 40 kilometer fra Vejle Fjord til der, hvor kanten af isen var under seneste istid – det kaldes også Hovedopholdslinjen – ved Bindeballe mod vest.

Tunneldalen er sandsynligvis dannet under tykke ismasser, hvor store mængder
smeltevand under isen strømmede med stor kraft og eroderede ned i underlaget. Under den seneste istid, Weichsel (for ca. 117.000 til ca. 11.700 år siden), var store dele af
Danmark dækket af is, og da isen trak sig tilbage, blev dalen delvist fyldt med aflejringer fra både isen og senere aflejringer fra søer og moser.

I dag løber Vejle Å gennem den fladbundede dal, som stadig bærer præg af de enorme kræfter, der formede landskabet for flere tusinde år siden.

Startede ved skrivebordet

Vi skal være på feltarbejde i tre dage for at indsamle geofysiske data og observere skreddet med egne øjne, ’on site’. Formålet er at lave en mere detaljeret kortlægning og forstå de processer, der udløste skreddet, både ved at undersøge strukturer under jorden og de spor, skreddet har efterladt i terrænet. Før vi satte kursen mod Vejle, studerede vi landskabet fra skrivebordet. Ved hjælp af satellitbilleder og højdemodeller har vi fra oven kunnet observere forskydninger, ujævnheder og mønstre, der indikerer forhistoriske skred. Højdemodellerne er baseret på LiDAR (Light Detection and Ranging), som er en metode, hvor et fly scanner landskabet med en laser, som måler højden på millioner af punkter i terrænet. Modellen afslører små variationer i landskabet, som ellers er skjult for det blotte øje.

Hemmelige strukturer

For at undersøge, hvad der gemmer sig under jordoverfladen, har vi medbragt et sTEM-system, som er geofysisk måleudstyr. Udstyret består af en senderspole (transmitter) og en modtagerspole (receiver) og kan registrere lag helt ned til 100 meter under overfladen. Når udstyret lægges på jorden, startes målingerne via en mobiltelefon, og der dannes samtidig en foreløbig model af undergrundens lag. Modellen giver os et første indblik i, hvordan undergrunden ser ud, og hvor kompleks den kan være. Målingerne kører typisk i et minut, og det er fascinerende at følge, hvordan dataene gradvist afslører strukturer, vi ellers kun kunne forestille os. Med sTEM kan vi koble det, vi ser i landskabet, med det, der gemmer sig under vores fødder. Vi kan analysere lagenes orientering og se efter tegn på deformation – om materialet er gledet, skubbet sammen eller kollapset. Samtidig forsøger vi at finde spor efter muddervulkaner, som opstår, når tryk frigives, og mudder presses mod overfladen. I Vejle Ådal kan sådanne strukturer være knyttet til de store trykændringer, der opstod, da gletsjerens vægt forsvandt, og landskabet reagerede på aflastningen.

Sådan fungerer sTEM

sTEM er geofysisk måleudstyr, der bruges til at kortlægge undergrunden. Systemet består af en sender-spole (transmitter) og en modtager-spole (receiver), som sender et elektromagnetisk felt ned i jorden. Når feltet slukkes, opstår der elektriske strømme i undergrunden. Disse strømme måles ved overfladen, og signalerne bruges til at bestemme jordlagenes elektriske ledningsevne. På den måde kan man identificere forskellige jordarter og få viden om undergrundens opbygning i dybden. Læs mere om sTEM og andre af de såkaldte TEM-metoder her).

Feltarbejde er ikke kun geologi

Hjemmefra har vi planlagt dagens rute og tegnet linjer ind over landskabet på et digitalt kort, hvor vi gerne vil foretage vores målinger. Men i felten må planerne ofte justeres undervejs, og et hurtigt blik ud over markerne er nok til at vurdere, om dagens rute holder. Vi spotter både flere elektriske hegn og en ikke alt for begejstret tyr. Vi er knap nok kommet afsted, før den første udfordring melder sig: En af bilerne sidder fast i den mudrede vejrabat. Det er tidligt forår, og jorden er tung og våd, men med hjælp fra en skovl og et skub er den fri igen. Kort efter går endnu en bil i stå, og det står hurtigt klart, at feltarbejde handler om mere end bare geologi. Heldigvis er hjælpen nær: En venlig nabo dukker op med startkabler, en telefon i hånden og med ekstra assistance over FaceTime. På få minutter er vi i gang igen. I felten opdager man hurtigt, at de fleste mennesker, man møder, er både hjælpsomme og nysgerrige.

Efter en introduktion bliver de to specialestuderende Anton Grønfeld Wille og Gustav Launtoft Pedersen sendt afsted hen over den golde, brune mark i deres gule veste med ’GEUS’ skrevet på ryggen. Med vestene viser vi, hvem vi er, og signalerer, at vi har fået lov til at bevæge os rundt i området. Det er overskyet, og der er godt med vind – man kan tydeligt mærke, at det er tidligt på foråret. Køerne på marken brøler af os i takt med de kæmpe udsving i målingerne. Udsvingene skyldes, at vi er kommet for tæt på en højspændingsledning, som forstyrrer det elektromagnetiske signal. Selv et slukket elektrisk hegn mange meter væk eller en tændt mobiltelefon for tæt på udstyret kan lave postyr, så en højspændingsledning kan virkelig give nogle ’funky’ målinger.

Et dyk og en kokasse

Frokosten bliver indtaget side om side med nysgerrige køer og i læ i bilens bagrum, hvor vi spiser vores håndmadder. Min kollega Josh fra USA kæmper lidt med en makrel i tomat-mad, der drypper ned ad ærmerne på ham. Han havde hørt, at makrel på rugbrød er en dansk klassiker, men måske er den ikke den mest praktiske mad i felten … Klokken 18:30 er solen ved at gå ned, og vi klatrer over endnu et elektrisk hegn i iver efter at få målt så meget som muligt, inden mørket sætter ind. I et uopmærksomt øjeblik falder jeg og lander i Vejle Å – en påmindelse om, at feltarbejde i Danmark ikke er ufarligt, men sjældent kedeligt. Jeg når lige at komme op af åen, hvorefter jeg ’face planter’ direkte ned i jorden og beder en kort bøn om, at jeg ikke er landet i en kokasse. Det er der hverken tid eller lys nok til at finde ud af, og vi griner alt for meget til, at det egentlig betyder noget på det tidspunkt. Tilbage i bilen kan jeg se på Joshs ansigt, at jeg må lugte grimt, kokasse eller ej …

Sol og stød

Den sidste dag i felten byder på gode forhold med sol, blå himmel og højt humør. Arbejdet foregår op ad en stejl skråning, hvor udstyret løbende bliver placeret på jorden, og målingen bliver startet. Det giver os lige et minut til at nyde solen, mens vi holder øje med målingerne på skærmen. Snakken går om feltobservationer, TikTok-trends, politik, gaming og meget andet. Terrænet kræver flere passager over elektriske hegn, og Josh bliver fristet til at teste, om der nu virkelig er strøm i det – med en finger opdager han hurtigt, at den er god nok. Flere gange bliver vi stoppet af forbipasserende, som nysgerrigt spørger ind til arbejdet og det udstyr, vi bærer på. Jeg må også forsikre dem om, at skreddet ikke er aktivt og ikke har været det i flere tusinde år!

Forhistorisk skred i Vejle Ådal

Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad der skete i tunneldalen for flere tusinde år siden, lige efter isen trak sig tilbage efter den seneste istid. Men vi forestiller os, at området lå højere i landskabet end i dag med udsigt over tunneldalen og det omkringliggende landskab. Smeltevandet fossede igennem dalen og åd sig ned i dalbunden. Gletsjeren var smeltet bort, og permafrosten var ved at tø, hvilket gjorde siderne af tunneldalen ustabile. En dag skred den sydlige del af tunneldalen 500 meter ud i dalen med en voldsom kraft. Foran skreddet blev hele dalbunden skubbet op ad den modsatte side af tunneldalen.

<– 3D-model af terrænoverfladen over Vejle Ådal, baseret på Danmarks højdemodel. Højden er overdrevet fire gange for at fremhæve landskabets strukturer. I felten bruges modellen som et visuelt hjælpemiddel til at opnå en bedre rumlig forståelse af landskabet.

Danmarks dåbsattest

Som afslutning på dagen tager vi til Jelling, hvor Jellingstenen fra 900-tallet står som Danmarks ’dåbsattest’. Stenen og monumenterne fortæller om Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Thyra og kristendommens indførelse. At stå foran den minder os om, hvordan både natur og mennesker har formet landskabet – måske har landskreddet i Vejle Ådal endda skabt en naturlig rute ned til åen og fjorden, som vikingerne brugte. Det er ren spekulation, men det giver vores arbejde en særlig dimension, hvor geologi og historie mødes. Efter tre dage i felten i Vejle Ådal er vi godt tilfredse med det indsamlede materiale. Nu ser vi frem til at vende tilbage til kontoret og gå i gang med næste fase, hvor vi dykker ned i alle de data, vi har fået med hjem. For nok er vi færdige med at være i felten for denne gang, men arbejdet er langtfra færdigt. Vi vender med sikkerhed tilbage til Vejle Ådal, og selvom Danmark ofte opfattes som et relativt fladt land, tyder vores foreløbige resultater på, at selv meget store paraglaciale landskred kan have spillet en væsentlig rolle i udformningen af landskabet.

Næste skridt efter felten

Tilbage på kontoret bliver de geofysiske data behandlet og processeret. Først herefter kan forskerne med større sikkerhed identificere strukturer i undergrunden. Dataene sammenholdes med data fra andre TEM-metoder, boringer og områdets geomorfologi, altså viden om landskabsformer og de processer, der har dannet dem, for at opnå et mere nuanceret billede af landskabets udvikling, både over og under jordoverfladen. Herefter analyseres og fortolkes resultaterne. Skreddene er ikke kun relevante som en del af Danmarks forhistorie. De fungerer også som analoger for nutidige og fremtidige skred i arktiske og alpine områder, hvor smeltende gletsjere og permafrost skaber ustabile landskaber. Denne viden kan bruges til bedre at forstå og forudsige, hvordan landskaber reagerer på klimaforandringer, og dermed vurdere risikoen for fremtidige skred.

Mød forskeren

Marie Winther er geolog og ph.d.-studerende tilknyttet Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer ved GEUS og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved KU. Marie arbejder med landskred i Danmark.