Video: Landskred i Danmark

Accepter venligst Statistikker, marketing cookies for at se denne video.

Har du nogensinde tænkt på ordet landskred? Det har Kristian Svennevig – endda rigtig meget, for det er nemlig netop det, en stor del af hans arbejdstid går med at forske i.

For landskred er mere end bare et naturfænomen for geologen og seniorforskeren, der har sin daglige gang i Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer. Det er land, der bevæger sig – nogle gange hurtigt, andre gange uendelig langsomt – og det land fortæller en historie, som Kristian Svennevig forsøger at afdække.

På en tur til Røsnæs får vi i filmen indblik i, hvordan en gletsjer under den seneste istid skubbede landskabet op, hvorfor jorden derfor stadig er i bevægelse tusinder af år senere, og hvilke geologiske processer der ligger skjult under overfladen.

Gennem feltarbejde, geofysiske målinger, satellitdata og digitale terrænmodeller kortlægges og overvåges landskred af Kristian og hans landskredskollegaer. For klimaforandringer med vådere vintre, højere grundvandsstand og øget kysterosion kan betyde, at danske landskred bliver mere aktive i fremtiden.

Landskabet er stadig ved at finde sin form efter den seneste istid, og lærer vi at kigge ordentligt efter, vil de spor naturens kræfter efterlader, blive meget tydelige. For den danske natur og biodiversitet i disse smukke landskred er langt mere levende og dynamisk, end vi måske lige går og tror.

🎥 Underground Channel er finansieret af Geocenter Danmark, som består af @Statens Naturhistoriske Museum, Department for Geoscience – Aarhus University, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og GEUS. Se hele Underground Channels katalog af korte film med fokus på naturvidenskab på www.undergroundchannel.dk

Flere indlæg